19-årig og 39-årig anholdt i Hobro
Politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Himmerlands Politi oplyser, at en patrulje natten til lørdag kl. 01.47 stoppede en bil på Hadsundvej i Hobro.
Føreren af køretøjet viste sig at være en 19-årig ung mand fra Hobro, der havde valgt at sætte sig bag rattet i bilen på trods af, at han var spirituspåvirket.
Den unge mand blev anholdt og taget med til en blodprøve for yderligere bevis i sagen.
Dagen før, fredag d. 10. maj kl. 13.10, på Nordre Ringvej i Hobro blev en 39-årig mand fra Aalborg standset af en patrulje. Han havde også valgt at sætte sig bag rattet i bilen på trods af, at han var påvirket – Han var påvirket af narko.
Han blev anholdt og taget med til en blodprøve for yderligere bevis i sagen. Derudover havde han heller ikke noget kørekort, hvilket han også blev sigtet for.