540.000 stik er indtil nu givet på apotekerne
Apotekerne har de første godt tre uger af oktober stået for næsten halvdelen af de 1,3 mio. vaccinationer mod covid-19 og influenza til risikogrupper.
Der har de seneste uger været travlt på de mere end 280 apoteker landet over, der tilbyder vaccination mod covid-19 og influenza. Siden tilbuddet om gratis vaccination til risikogrupper trådte i kraft 1. oktober, har apotekerne de første tre uger af vaccinationssæsonen stået for knap halvdelen af de i alt cirka 1,3 mio. stik, der ifølge Statens Serum Institut er givet i denne periode. Resten er givet på de regionale vaccinationscentre, på plejehjem m.v.
Tilbuddet om gratis vaccination mod de to sygdomme gælder for personer, der er fyldt 65 år, samt for sårbare grupper såsom gravide efter 13. uge, svært overvægtige og personer med kroniske lungesygdomme, diabetes og hjertekarsygdomme. Desuden tilbydes børn mellem 2 og 6 år vaccination mod influenza, og det gives som et pust i hvert næsebor.
Det er især personer over 65 år, der har benyttet sig af apotekernes tilbud om vaccination. Samlet set er omkring halvdelen af alle borgere, der er fyldt 65 år, allerede nu blevet vaccineret mod influenza.
Tilbuddet om gratis vaccination til risikogrupper løber frem til medio januar. Man bestiller tid på www.vacciner.dk, men de fleste apoteker tilbyder også vaccination uden tidsbestilling. Desuden tilbyder en lang række apoteker mod betaling vaccination mod influenza til personer uden for risikogrupperne.
LÆS OGSÅ: Danmarks bedste plejehjem ligger da i Mariagerfjord – hjælp med din stemme
Ja, det er mange, men gid de havde de gængse medicin på hylderne som mange bruger på hylderne, så var man fri for at komme igen, fordi medicinen ikke var hjemme.