5,5 kilometer hovedledning holder liv i drømmen om fjernvarme i Spentrup
Verdo Varme er klar med et nyt fjernvarmeprojekt til borgerne i Spentrup. Projektet er blevet til i dialog med Spentrup Varmeværk, der sidste år måtte opgive selv at etablere fjernvarme, da det oprindelige projekt blev for dyrt, oplyser Verdo i en pressemeddelelse.
Borgerne i Spentrup har igennem flere år kæmpet for at få fjernvarme, men i slutningen af maj 2024 måtte Jan Severinsen og resten af gruppen bag Spentrup Varmeværk kassere de mange timers frivilligt arbejde. Planerne om at bygge lokale varmepumper i byen blev simpelthen for bekostelige.
”Vi er selvfølgelig kede af, at det ikke lykkedes, og at vi ikke kunne få økonomien til at hænge sammen i det, men vi er glade for, at det nu får en chance mere. Vi har hele tiden troet på, at fjernvarme er den bedste løsning, så jeg håber meget, at byen nu bakker op om det nye projekt, som Verdo Varme sætter i gang”, siger Jan Severinsen formand for Spentrup Varmeværk.
Den nye fjernvarmeløsning adskiller sig på ét punkt markant fra det oprindelige projekt. I stedet for lokale varmepumper vil Verdo Varme nemlig etablere en 5,5 kilometer lang hovedledning, der skal føre varmen ud til lokalområdet. Det er der en god grund til forklarer Karsten Randrup, fjernvarmechef i Verdo Varme:
”Vi har regnet på det, og i alle scenarier vil det være en væsentlig billigere løsning at trække en hovedledning fra Randers til Spentrup end at lave et lokalt anlæg. Det er vigtigt, for prisen bliver helt afgørende, hvis vi skal have en chance for at få tilstrækkelig opbakning til at kunne gennemføre projektet,” siger Karsten Randrup.
Tilslutningsprisen kommer til at ligge på mellem 36-45.000 kroner afhængig af, hvor stor tilslutning, der er til projektet. Verdo Varme skal bruge mindst 700 tilkendegivelser og senere bindende tilmeldinger for økonomisk at kunne gennemføre projektet.
Mere end 400 husstande har allerede tilmeldt sig, og både hos Spentrup Varmeværk og Verdo Varme håber man nu, at der er lokal opbakning til at få de sidste tilmeldinger.
”Spentrup Varmeværk har lavet et utrolig flot forarbejde, og jeg håber, at vi får mulighed for at følge arbejdet helt til dørs. Vi vil i hvert fald rigtig gerne levere fjernvarme til borgerne i Spentrup. Det er vores fornemste opgave at bidrage med en stabil, grøn og økonomisk attraktiv varmeforsyning, så nu gør vi alt, hvad vi kan og håber, at borgerne stadig er klar til at gribe muligheden,” siger Karsten Randrup.
Verdo Varme har de seneste år været i fuld gang med at erstatte gamle gasfyr med fjernvarme i Over Hornbæk, Neder Hornbæk, Romalt, Stevnstrup, Harridslev, og senest Assentoft, hvor der blev sat gang i udrulningen af fjernvarme ved årsskiftet. Verdo Energi og Forsyning forsyner samlet mere end 77.000 husstande i Randers og Herning kommuner.