65-årig mand omkommet efter arbejdsulykke ved Visborg
En tragisk arbejdsulykke har her til morgen kostet en 65-årig mand livet på en svinefarm ved Strandkæret nær Visborg.
Nordjyllands Politi oplyser, at de modtog anmeldelsen klokken 6.40, efter at en medarbejder på gården slog alarm. Den 65-årige blev klemt mellem en lastbil og en bygning på stedet.
Der var ingen vidner til selve ulykken, men ifølge politiet kan det være sket i forbindelse med aflæsning fra lastbilen. De præcise omstændigheder er dog endnu uklare.
Arbejdstilsynet er til stede på adressen og undersøger forholdene nærmere.
Politiet bekræfter, at de pårørende er underrettet.


