Groft hærværk mod biler i Hobro
Politikommissær Lars Rosenvinge ved Himmerlands Politi i Hobro oplyser her til morgen i døgnrapporten, at de i nat blev kaldt ud til hærværk mod biler på en p-plads i Hobro.
-Episoden fandt sted mellem kl. 00.30 og 01.40 ved Viborggyde i Hobro, fortæller Lars Rosenvinge og fortsætter:
-To biler på p-pladsen var blevet udsat for groft hærværk – bilerne havde blandt andet fået knust ruder, revet lister og dørhåndtag af og den ene havde også fået ødelagt bilradioen.
-En 53-årig mand fra Nørager befandt sig på p-pladsen, da patruljen ankom. Manden blev anholdt og sigtet for hærværket, men er blevet løsladt igen, dog er han stadig sigtet for forholdet.
-Mandens motiv til hærværket er endnu ukendt, slutter politikommissæren.
LÆS OGSÅ: Hændelse ved kysten i Als – Redningstjenesten kaldt ud