Panoramaruten ved Bramslev Bakker høster igen stor hæder
I sommeren 2016 fik vandreglade turister fra nær og fjern for alvor øje på Panoramaruten i Bramslev Bakker. Den vidunderlige vandretur langs Mariager Fjord kom nemlig sensationelt på den eksklusive liste over Europas bedste vandreruter, som den første danske af slagsen.
Bag den prestigefyldte certificering stod Deutsches Wanderinstitut, som har etableret Europas strengeste kvalitetssystem for vandreruter. Mange enestående ruter i Tyskland, Schweiz, Østrig, Frankrig og Holland har fundet vej til listen og alligevel lod de tyske vandre-nørder sig bjergtage af den godt ti kilometer lange Panoramarute.
Nu har instituttets strenge dommere atter lagt vejen forbi Mariager Fjord, og sagen er klar. Panoramaruten er stadig i verdensklasse. Ja, faktisk scorer den nu endnu højere end før. Det faktum vækker naturligvis begejstring hos Jørgen Hammer Sørensen, der er formand for Mariagerfjord Kommunes teknik og miljøudvalg.
– Vi er stolte af vores smukke vandrerute, som er en populær attraktion i det nordjyske. Derfor værner vi om ruten og holder den naturskøn, pæn og med de bedste muligheder for gode pauser med skønne udsigtspunkter, siger udvalgsformanden.
Ved gencertificeringen gennemgår Deutsches Wanderinstitut ruten kilometer for kilometer for at tjekke, om den lever op til de samme høje kvalitetskrav som ved første certificering. I år har ruten fået to ekstra point.
– Vi har fået ekstra point i år, fordi ruten er blevet mere sikker. Vi har blandt andet flyttet cyklisternes Fjordrute væk fra Panoramaruten, så cykelfolket og vandrefolket ikke kommer i karambolage. Desuden har vi tilføjet ekstra skilte langs ruten, så du bliver guidet endnu bedre. På sigt kommer vi også til at arbejde med bænkene på udkigsposterne, som en del af kommunens Fjordstrategi, siger Jørgen Hammer Sørensen.
Adgang til hærvejseventyr
Hos turistsamarbejdet Destination Himmerland er direktør Johanne Bugge også glad for det fine resultat. Hun påpeger, at der er store oplevelser at hente for turister, som besøger Mariagerfjord:
– På Panoramaruten kan du udover smuk natur finde utallige spor fra fortiden med gravhøje, bopladser, stenkister, banespor og mergelgrave. For ikke at nævne de karakteristiske bakker omkring ådalene. Der er også rig mulighed for at stoppe op og spise en is, drikke en kop kaffe eller få sig en skøn frokost på toppen af Bramslev Bakker, siger direktøren.
Panoramaruten tager godt og vel tre timer at gå. For den ivrige eventyrlystne cyklist er det også ligetil at koble sig på fra Hærvejsruten (cykelrute 3) eller Mariager Fjord ruten (cykelrute 32), parkere cyklen og tage en spadseretur i bakkerne, inden man fortsætter på den tohjulede.
– Panoramaruten er en af Hærvejens højdepunkter, og det er absolut turen værd at kombinere de to ruter, hvis man hen over sommeren har lyst til endnu flere smukke oplevelser og kilometer i benene, slutter direktøren.