Klar til en aktiv efterårsferie med karate i Hobro?
Efterårsvejret har så småt meldt sin ankomst, og selvom de regnvejrsfulde dage kalder på indendørshygge i sofaen med en kop varm kakao, er der stadig masser af muligheder for også at opleve spændende aktiviteter. I uge 42 er der nemlig Aktiv Ferie for alle børn i 2.-6. klasse, som bor og/eller går i skole i Mariagerfjord Kommune.
Alle aktiviteterne er gratis, og tilmeldingen åbner torsdag den 21. september kl. 15.00. Sidste mulighed for tilmelding er den 4. oktober. Vær opmærksom på at der er aldersbegrænsning på enkelte af aktiviteterne. Vælg mellem seks spændende aktiviteter eller prøv lidt forskelligt. Der er både mulighed for at prøve karate, besøge Hoppeland, opleve hestehygge, deltage i LAN-party, prøve at svømme eller dykke og at spille håndbold, så der er lidt for enhver smag.
Én af de spændende aktiviteter i uge 42 afholdes af Hobro Kampsport, og her kan børnene prøve kræfter med kampsporten karate i en rigtig karatehal, hvor de får mulighed for at udfordre sig selv. Eleverne får afprøvet forskellige karateteknikker, og de lærer om selvtillid og disciplin. Nogle af teknikkerne går ud på at have kontrol med modstanderen og at arbejde på forskellige stød og spark.
Derudover er det en del af træningen, at børnene afprøver fysisk træning som armbøjninger, træning med boksesæk og andre øvelser. Selvom aktiviteten bliver i kampsportens ånd, er det vigtigste selvfølgelig, at børnene hygger sig og har det sjovt, så der vil være opvarmning for eksempel i form af dødbold eller andre sjove lege.
Der er mulighed for at afprøve karatesporten den 16. oktober i tidsrummet 10.00-14.00. Alle børn fra 2.-6. klasse kan være med til løjerne, og man skal selv medbringe madpakke.
Hobro Kampsport holder til i Rosendalhallen i Hobro. Her dyrkes Ashihara Karate stilarten fire gange ugentligt. Der er både et børnehold, et blandet junior-/seniorhold, et kamphold samt et fritræningshold, og derudover trænes der motionsboksning i lokalerne.
Karateskolen optager nye medlemmer hele året rundt, og der er plads til alle uanset om man er nybegynder eller øvet, og uanset hvilket ambitionsniveau, man måtte have. Det vigtigste for klubben er, at karateskolens etikette overholdes. Hvis børnene leger med tanken om at gå til karate, er aktivitetsugen en god mulighed for at afprøve, om interessen er der.
Vel mødt til en hyggelig dag – og husk, at ugen også byder på mange andre aktiviteter. Læs om de forskellige Aktiv Ferie aktiviteter og find mulighed for tilmelding her.
LÆS OGSÅ: 90-årig kvinde snydt af falsk politimand