Hop jer igennem efterårsferien i Mariager Hallen – Du kan stadig nå at tilmelde dit barn
Efterårsvejret har så småt meldt sin ankomst, og selvom de regnvejrsfulde dage kalder på indendørshygge i sofaen med en kop varm kakao, er der stadig masser af muligheder for også at opleve spændende aktiviteter. I uge 42 er der nemlig Aktiv Ferie for alle børn i 2.-6. klasse, som bor og/eller går i skole i Mariagerfjord Kommune.
Alle aktiviteterne er gratis, og tilmeldingen er åben til og med i dag d. 4. oktober. Vær opmærksom på at der er aldersbegrænsning på enkelte af aktiviteterne. Vælg mellem seks spændende aktiviteter eller prøv lidt forskelligt. Der er både mulighed for at prøve karate, besøge Hoppeland, opleve hestehygge, deltage i LAN-party, prøve at svømme eller dykke og at spille håndbold, så der er lidt for enhver smag.
Én af de spændende aktiviteter i efterårsferien er et besøg i Mariager Hallen, der trylles om til Hoppeland. Her kan børnene komme og brænde krudt af, mens de hopper på livet løs. Det er en god mulighed for at udfolde sig fysisk og være sammen med venner og veninder uden for skolen.
Hoppelandet kan besøges den 16. oktober i tidsrummet 9.30-15.30. Det er vigtigt at have tøj på, som er nemt og behageligt at bevæge sig i, og madpakke og drikkedunk skal medbringes hjemmefra. Alle børn i 2.-6. klasse kan deltage.
Vel mødt til en hyggelig dag – og husk, at ugen også byder på mange andre aktiviteter. Læs om de forskellige Aktiv Ferie aktiviteter og find mulighed for tilmelding her.
LÆS OGSÅ: Fødselsdag