Stort fald i gasprisen i første halvår 2023
Den gennemsnitlige gaspris faldt 59,7 pct. for erhvervskunder og 44,7 pct. for husholdningerne fra andet halvår 2022 til første halvår 2023. Det viser en ny, opdateret gasprisstatistik fra Energistyrelsen.
Erhvervsforbrugerne oplevede et fald på gennemsnitligt 59,7 pct. svarende til 6,95 kr./Nm3 i første halvår 2023, mens husholdningerne oplevede et fald på gennemsnitligt 44,7 pct. svarende til 6,15 kr./Nm3. Faldet var dog mindre end den gennemsnitlige gasspotpris, der faldt 67,9 pct. svarende til 7,34 kr./Nm3 fra andet halvår 2022 til første halvår 2023.
Den pris, som erhverv og husholdninger betalte, var for alle forbrugsbånd højere end spotprisen for naturgas. Erhvervskunder med det laveste gasforbrug betalte gennemsnitligt 1,91 kr./Nm3 mere end spotprisen, mens de største erhvervskunder betalte 0,98 kr./Nm3 mere end spotprisen. For husholdninger er billedet, at de i gennemsnit betalte 4,46 kr./Nm3 mere end spotprisen.
Læs mere i notatet ”Gasprisstatistik første halvår 2023”.
Billedtekst: Forbrugskategorierne I1-I5 og D1-D3 afspejler det årlige gasforbrug. Se det uddybende notat.
Fakta:
- Omtrent 91 pct. af erhvervskunderne er små forbrugere med et årligt gasforbrug under 22.849 Nm3. Deres forbrug udgør ca. 13 pct. af det samlede forbrug hos erhvervskunderne.
- Omkring 9 pct. af erhvervskunderne er mellemstore forbrugere med et årligt gasforbrug på 22.849 – 2.284.900 Nm3. Deres forbrug udgør ca. 48 pct. af det samlede forbrug.
- De store erhvervskunder, i forbrugsbånd I4 og I5, udgør omkring 0,2 pct. af det samlede antal erhvervskunder, mens deres forbrug udgør ca. 39 pct. af erhvervskundernes samlede gasforbrug.
LÆS OGSÅ: Chef for Ældre og Omsorg i Mariagerfjord Kommune fratræder sin stilling