Principper for strategisk byudvikling i Hobro
Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 25. oktober, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Principper for strategisk byudvikling i Hobro
Staben for Byråd, Personale og Strategi (SBPS) har i samarbejde med rådgivningsfirmaet Grandville udarbejdet et forslag til principper for strategisk byudvikling i Hobro. Principperne blev præsenteret på Byrådets Temamøde om Hobros udvikling 31. august 2023.
Baggrunden for tilblivelse af principperne er, at administrationen vurderer, at det vil være positivt for Hobros udvikling, at der skabes en samlet og langsigtet plan, der kan danne fundament for de kommende beslutninger omkring forskellige fysiske projekter i Hobro. Et fundament og en retning, der understrøtter Byrådets vision – ikke mindst i forhold til ønsket om øget bosætning, vækst og udvikling.
Byrådet skal i denne sag derfor behandle forslaget til principperne for strategisk byudvikling i Hobro. Dette med henblik på at beslutte om principperne skal vedtages som administrationsgrundlag til vurdering af konkrete fysiske projekter i Hobro fremover.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet:
1. At ‘Principper for strategisk byudvikling i Hobro’ vedtages som administrationsgrundlag.
2. At ‘Principper for strategisk byudvikling i Hobro sendes til alle interessenter, der retter henvendelse til Mariagerfjord Kommune om etablering af konkrete fysiske projekter i Hobro og indgår i dialog herom.
Inddragelse
SPBS anbefaler, at principperne for strategisk byudvikling i Hobro offentliggøres på kommunens hjemmeside.
Principperne vurderes også med fordel at kunne sendes til alle interessenter, der tidligere har rettet henvendelse til Mariagerfjord Kommune vedrørende etablering af konkrete fysiske projekter i Hobro, så interessenterne kender til kommunens administrationsgrundlag.
Sagsfremstilling
Hobro vurderes umiddelbart at være Mariagerfjord Kommunes eneste by med en volumen, der kan rumme både uddannelse, detailhandel, byliv, kultur, restaurationsliv, arbejdspladser, kollektiv trafik og motorvejsnærhed.
Ses der isoleret på befolkningens fordeling i kommunen, så er Hobro hjemby for mere end hver fjerde af kommunens borgere. Bosætningen i Hobro skal fastholdes og udbygges via en attraktiv byudvikling, der har øje for hverdagslivet. Vurderingen er, at en positiv udvikling i Hobro smitter positivt af på resten af kommunen.
Hobro står overfor en række fornyelser. Et nyt bibliotek med sammenhæng til borgerservice, et Midtby Campus, højhuse, en centralt beliggende biograf, højvandssikring, følgeprojekter om trafik og parkering og meget mere. Projekter, der realiseres i Hobro, skal ikke blot fungere i sig selv, men også give mest muligt til hele byen og de mennesker, der færdes i byen. Handel har tidligere været det, der skabte livet i bymidten, og er det til dels stadig. Men det er ikke længere nok. Hvis kommunen ønsker at bevare bylivet, vurderes det, at vi er nødt til at prioritere projekter, der tilfører byliv til bymidten for at understøtte butikslivet og fortsat skabe vækst og udvikling. Steder med mange besøgende skaber liv i byen, hvis de placeres og udformes på en måde, hvor de bidrager til livet i byen.
Mange aktører har holdninger og meninger om bystrategiske projekter og beslutninger. For at imødekomme kompleksiteten af fremtidige beslutninger i konkrete sager om byudvikling i Hobro, blev der i august 2023 afholdt temamøde i byrådet med fokus på Hobros strategiske byudvikling. Formålet med mødet var at give Byrådet en solid vidensmæssig baggrund for at kunne træffe fremtidige beslutninger om Hobros fysiske udvikling. Den anerkendte byplanarkitekt Jan Gehls principper danner grundlag for de foreslåede strategiske principper for byudvikling i Hobro, som blev præsenteret på temamødet, om som nu foreslås godkendt som administrationsgrundlag for udviklingen af Hobro. Principperne er vedlagt sagen som bilag 1.
Principperne for strategisk byudvikling af Hobro kan agere som Byrådets regelsæt i fremtidig planlægning og administration af projekter i Hobro. Principperne vil på den måde få indflydelse på, hvilke projekter der i fremtiden gives tilladelse til i Hobro.
Forslaget til regelsættet består af følgende overordnede principper:
Fortæt
Tænk udvikling indefra og ud, koncentrér bylivet mest muligt og prioritér
Forbind
Skab gode sammenhænge mellem bylivsattraktioner og tilbud
Understøt den menneskelige skala og hverdagslivet
Skab rammerne for en by i øjenhøjde, der tager afsæt i hverdagen
Pas på arven
Værn om det, der er blevet jer givet, og sikr de bedste forudsætninger for at kommende generationer også kan udleve deres drømme
Børne- og ungeby
En god by for børn og unge er et godt udgangspunkt for en god by for alle
Regelsættet foreslås fulgt op af konkrete anbefalinger for igangsætning af udvikling af Store Torv-klyngen samt Campusprojektet. Principperne vil få indflydelse på, hvad der i fremtiden gives tilladelse til i Hobro bymidte og i særdeleshed på Store Torv og i forbindelse med etablering af et midtby Campus.
Principperne ledsages af en konkret handlings- og projektplan for Hobros udvikling, som skal give Byrådet et dynamisk overblik over tidsplanen indtil 2030. Handlings- og projektplanen blev også præsenteret på Byrådets temamøde og kan bruges som rettesnor i en rækkefølgeprioritering af Hobros projekter samt give et overblik på tværs af midtbyens projekter. Handlings- og projektplanen er vedlagt sagen som bilag 2
Bilag
- PDFBilag 1 – Forslag til principper for strategisk udvikling af Hobro
- PDFBilag 2 – Handlings- og projektplan
LÆS OGSÅ: Ugens tilbageblik uge 42