Ny undersøgelse viser: Vi elsker gør-det-selv-projekter
Otte ud af ti boligejere har erfaring med gør-det-selv-projekter, og det er især Millenials og Generation Z, som fører an i trenden. Det viser en ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Voxmeter for gulvvirksomheden Timberman, som samtidig belyser, at hele 64 procent med nært forestående renoveringsplaner vil udføre dem selv.
Danskerne er vilde med TV-programmer om gør-det-selv projekter, mens influencere, som giver tips og tricks til boligprojekter, stiger i popularitet, og det er ikke tilfældigt – men de griber samtidig også selv værktøjet og kaster sig ud i renoveringer.
Ifølge en ny repræsentativ undersøgelse blandt 2000 boligejere og andelshavere udført af Voxmeter for gulvvirksomheden Timberman har otte ud af ti boligejere erfaring med gør-det-selv-projekter, mens hele 64 procent med renoveringsplaner i den nære fremtid selv vil udføre dem.
– Vi har i de senere år mærket en betydelig stigning i efterspørgslen fra private, som selv ønsker at lægge deres gulv. Især så vi, at mange gav sig i kast med den slags renoveringsprojekter under corona, hvor de havde tiden til det. Det er dog en tendens, som vi fortsat ser – og af undersøgelsens resultater kan vi da også se, at en stor andel af boligejere med renoveringsplaner vil udføre dem delvist eller helt selv, siger Mogens Fisker, administrerende direktør hos Timberman, og fortsætter:
– Udviklingen er formentlig understøttet af, at det er blevet nemmere at udføre projekter selv såsom at montere et gulv. Samtidig har vi det seneste år set højere renter og dyrere materialer, som samlet set gør finansieringen af renoveringsprojekter dyrere – og det giver således et større incitament til at gøre det selv, hvis planerne ikke kan udskydes til et senere tidspunkt.
De unge fører an med sav og hammer
Undersøgelsen viser, at det er de 18-34 år og 35-49 år, de såkaldte Millenials og Generation Z, som har størst erfaring med gør-det-selv-projekter, og det overrasker ikke livsstils- og trendekspert Anette Eckmann, som peger på flere faktorer, der driver tendensen:
– Ustabile håndværkere, høje priser, besværlige lånevilkår og et ønske om at være kreativ med sine hænder er årsager, der motiverer danskerne til at gå i gang med gør-det-selv-projekter derhjemme. Men der er ingen tvivl om, at de yngre generationer generelt rammes hårdere på pengepungen i nedgangstider, og så må de gå deres egne veje, forklarer Anette Eckmann og uddyber:
– Gør-det-selv-projekter indikerer kreativitet, og kreativitet vidner om overskud, hvilket mange gerne vil vise, at de besidder i en travl hverdag. Det kan være alt fra at strikke til at lægge sit eget gulv derhjemme. Her er det særligt den yngre del af danskerne, som går op i at realisere sig selv via kreative projekter.
Hvor stor er din erfaring med gør-det-selv-projekter? (Fordelt på aldersgrupper)
18-34 år | 35-49 år | 50-64 år | 65 år+ | Total | |
Meget stor erfaring | 15,1% | 11,3% | 13,7% | 8,3% | 12,2% |
Stor erfaring | 23,3% | 27,6% | 23,5% | 20,5% | 23,7% |
Lidt erfaring | 43,4% | 43,4% | 46,7% | 44,4% | 44,5% |
Ingen erfaring | 16,4% | 14,7% | 14,7% | 25,2% | 17,7% |
Ved ikke | 1,8% | 3% | 1,4% | 1,7% | 2,0% |
Kilde: Timberman Trends, ”Hvor stor er din erfaring med gør-det-selv-projekter?” Antal respondenter: 2.000 (inklusive respondenter, der svarede ”ved ikke”)
Faktaboks: Har du planer om, at mindst ét planlagt boligprojekt skal være gør-det-selv-projekter?
Ja | 64,2% |
Nej | 27,6% |
Ved ikke | 8,2% |
Kilde: Timberman Trends, ”Du har svaret, at du har planer om at sætte gang i et eller flere boligprojekter inden for de kommende 6 måneder. Har du planer om, at mindst ét planlagt boligprojekt skal være gør-det-selv-projekter?” Antal respondenter: 1.042 (eksklusive respondenter, der ikke har renoveringsplaner)
Om Timberman Trends
Timberman Trends er en årlig trendanalyse, som har til formål at tage temperaturen på, hvilke trends og tendenser inden for bolig og livsstil der rør sig nu og i den nærmeste fremtid.
Forbrugerundersøgelsen er foretaget af Voxmeter i perioden 23. august til 12. september 2023 på vegne af Timberman, og der er indsamlet data fra 2.000 nationalt repræsentative respondenter, som bor i ejer- eller andelsbolig.
Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse ved brug af Voxmeters CAWI-system blandt tilfældigt udvalgte respondenter, og data er indsamlet efter nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgruppe og region.
Om Timberman Denmark A/S
Timberman Denmark A/S er Danmarks førende leverandør af hårde gulvbelægninger i træ, kork og vinyl af høj kvalitet. Produkterne henvender sig til det kvalitetsbevidste mellemsegment af privatpersoner, virksomheder og offentlige kunder.
Virksomheden blev grundlagt i 2001 som en forgrening af Trip Trap Denmark og har specialiseret sig i at udvikle, markedsføre og sælge kvalitetsgulve til en fair pris.
Timberman har hovedsæde i Hadsund og er i dag en del af portugisiske Amorim Group, som er verdens største producent af korkprodukter, herunder korkgulve, som i Danmark forhandles under mærket Wicanders.