Første søndag i advent i Arden: Her er dagens program
Noget af det skønne ved juletiden er, at der er masser af hyggelige aktiviteter for familien. Første søndag i advent er der masser af aktiviteter i Arden, så alle i familien kan komme i ægte julestemning.
En af de mange aktiviteter er gratis hestevognskørsel i en hestevogn, der er pyntet op med julepynt. Der er opsamling ved Kulturhuset og Sparekassen Danmark. Er man ikke i julestemning inden, bliver man det helt sikkert efter denne tur. Man kan opleve byen i hestevogn mellem kl. 13.00-15.00.
På biblioteket har julemandens værksted åbent, hvor der er masser af aktiviteter for familien. I værkstedet er der karton, tuscher, perler til at lave armbånd og mange andre spændende ting. I julemandens værksted er der selvfølgelig også en julepakkestation, hvor kreationerne i julemandens værksted kan blive pakket ind og klar til at aflevere som julegaver. Julemandens værksted har åbent mellem kl. 13.00-16.00.
Der er julemarked i hele kulturhuset første søndag i advent, så alle kan komme i ægte julestemning. Udover gode tilbud på alverdens sager på julemarkedet er der gløgg, kaffe og saftevand, og der er tilmed mulighed for selv at lave pandekager over bål. Julemarkedet foregår mellem kl. 13.00-16.00.
Der er også masser af julestemning hos Det Blå Værested, som byder på julecafé med hjemmebagte vafler og kaffe. Derudover er der en salgsbod med diverse spiselige lækkerier og fint julepynt. Julecafeen har åbent mellem kl. 13.00-16.00.
Arden brandstation er også en del af julehyggen, og de holder til ved Sparekassen Danmark, hvor man kan komme og se køretøjer og udstyr.
I Arden Kirke er der juleklip, varm suppe og krybbespil med alt hvad der hører til af hyrder og får, og selvfølgelig er Josef, Maria og det lille Jesus-barn også med. Det bliver en familievenlig gudstjeneste i julens tegn, som starter kl 16.30.
Er man interesseret i lokalhistorie, kan man også svinge forbi det lokalhistoriske arkiv mellem kl. 13.00-16.00, hvor man kan kigge forbi og høre, hvad de laver på arkivet eller købe den nye bog Marie 100 år.
Gå heller ikke glip af at se juletræet blive tændt. Festlighederne foregår ved rundkørslen ved Vestergade kl. 16.00.