Farvel til tusindkronesedlen
Tusindkronesedlen bliver fortid i Danmark fra maj 2025, lyder det fra Nationalbanken i udspillet ’Fremtidens kontanter’. Kontanter har stadig en funktion i vores samfund, men der er sund fornuft i udfasningen af tusindkronesedlen, mener Finansforbundet.
Kontanter i fremtiden bliver ikke kun færre – de bliver også anderledes. På baggrund af analysen ”Kontanters rolle i et samfund med lavt brug af kontanter” udgør bl.a. udfasningen af tusindkronesedlen sammen med en større seddeludskiftning af ældre sedler de centrale elementer i udspillet ’Fremtidens kontanter’ fra Nationalbanken, som er præsenteret i dag. d. 30. november.
’Vi står i en fase, hvor kontanter jo på rigtig mange områder er på vej ud af vores samfund, men hvor der stadig nogle steder og for nogle grupper i befolkningen er behov for kontanter eller nogle af de alternativer, der findes. Når det er sagt, er udfasningen af tusindkronesedlen et helt fornuftigt tiltag, for det er svært at se det åbenlyse behov for den for almindelige borgere’, siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet.
Som led i en større seddeludskiftning, skal alle ældre sedler fra før 2009 udfases i løbet af det kommende halvandet år, da sedlerne ikke længere vil være gyldige fra 31. maj 2025.
’Det bliver naturligvis en opgave, som kommer til at fylde noget for sektoren og for medarbejderne i det kommende halvandet år. Det er regner jeg bestemt med, at der vil blive skabt de nødvendige rammer for at håndtere ude i de finansielle virksomheder’, siger Dorit Brandt, formand for Finansforbundet.