JOBANNONCE: Børnebibliotekar med fokus på udskolingen og unge
Er du god til relationsarbejde og får du energi af at samarbejde og inddrage på tværs?
Så er det dig vi leder efter!
Om Jobbet
Du bliver tilknyttet Mariagerfjord Bibliotekernes tværgående arbejdsgruppe ”Digital dannelse og læring” der planlægger, producerer og udfører læringsaktiviteter, primært for børn og unge.
Her vil du arbejde med læringsaktiviteter der styrker børn og unges sproglige indlæring, informationskompetence og læselyst. Du kommer primært til at udføre aktiviteter i udskolingen, på ungdomsuddannelser, og andre steder hvor målgruppen færdes.
Du vil også arbejde med projekter, aktiviteter, indretning m.m. med fokus på målgruppen på tværs af vores arbejdsgruppestruktur, og vores fysiske adresser. Du får udlånsvagter på hovedbiblioteket og på alle vores filialer, her vil du betjene brugere i alle aldre.
Din profil
- En kreativ holdspiller, som får energi af at samarbejde med kolleger på tværs
- En relationskompetent, opsøgende formidler, som trives med at være ”på”
- En kender af målgruppen: Udskolingselever og unge, som selvstændigt kan omsætte dine idéer og erfaringer ind i gruppens og den biblioteksmæssige kontekst
- En erfaren udlånsbibliotekar og formidler, eller også har du ambitioner om at blive det
- En medarbejder der stortrives i et afvekslende job hvor du selv er med til at skabe strukturen i dit arbejde, og hvor dit faglige fokus og fysiske placering løbende ændres efter organisationens og målgruppernes behov
- En bibliotekar DB, Cand. Scient.Bibl, eller med en anden relevant akademisk uddannelse
Vi tilbyder et godt arbejdsmiljø og udviklingsmuligheder
Mariagerfjord Bibliotekerne består af fem fysiske biblioteker: Hovedbiblioteket i Hobro og filialerne i Arden, Hadsund, Als og Mariager. Arbejdsmiljøet er vigtigt. Vi har fokus på faglig udvikling for vores medarbejdere, og for os som organisation, så borgerne får det bedste bibliotekstilbud.
Ansættelsessted
Jobbet har udgangspunkt i Hovedbiblioteket i Hobro, med vagter på alle kommunens filialer.
Der vil være også være møder, undervisning, afvikling af aktiviteter m.m. i hele kommunen. Fleksibilitet og kørekort til almindelig bil er derfor en forudsætning.
Løn-og ansættelsesforhold
Ansættelsen er på 37 timer med tiltrædelse pr. 1.1 2024 eller 1.2. 2024. Du skal forvente en fast ugentlig aftenvagt til kl. 18.00, og en lørdagsvagt hver 4. lørdag. Der forekommer også aftenarbejde i forbindelse med afløsning, og afvikling af arrangementer.
Løn- og ansættelsesforhold svarer til gældende overenskomst med DM, på biblioteksområdet.
Stillingen er betinget af en anmærkningsfri børneattest. Der vil være løft i stillingen.
Kan du se dig selv hos os?
Send din ansøgning, dit CV, relevante eksamensbeviser, udtalelser m.m. via linket. Ansøgninger modtages kun via linket. Yderligere oplysninger fås ved at ringe til biblioteksleder Mette Secher Hede 29 11 99 75, ikke ved personligt fremmøde. Ansøgningsfristen er 17.12.23 kl. 23.59. Kandidater der indkaldes til samtale får besked senest 18.12. kl. 12.00. Der afholdes to samtalerunder: Første samtale afholdes den 19. december mellem 8 og 13. Anden samtale er den 21. december mellem 8 og 13. Samtalerne afholdes på Hobro Bibliotek.
Da en af vores børnebibliotekarer har fået nyt job pr. 1.1.24 og på grund af julen i uge 52, er ansættelsesprocessen komprimeret.
Skriv venligst i din ansøgning, at du har fundet jobannoncen på Mariagerfjordposten.dk.
LÆS OGSÅ: STOP-skiltet fremme 2 gange i Hobro