Spottede du noget lidt ud over det sædvanlige forleden i Hobro centrum
Kunsthappening i Hobro centrum
Hvis du var ude at gå i Hobro Centrum torsdag eftermiddag den 1. februar, kan det være du spottede noget lidt ud over det sædvanlige. Her var kunstner Marianne T. Pedersen nemlig ude at lufte et af sine værker fra serien Luksusrollatorer.
Happeningen var en del af kunstudstillingen Levetid – På vej mod døden i levende live! som åbner i Kunstetagerne d. 10. februar. Her kan publikum opleve værker, som på den ene eller anden måde arbejder med temaet aldring. Kunstnerne bag udstillingen kalder sig for Stamcellerne og består af de syv kunstnere: Camilla Dayyani, Dorthe Lund, Diana Nordbek, Malene Kløve Dalsgaard, Marianne T. Pedersen, Marie Netterstrøm og Ulla Skov Jensen.
Nogle af værkerne man kan opleve til udstillingen er Marianne T. Pedersens Luksusrollatorer. Her har de almindelige rollatorer som vi kender dem, fået en opgradering og er blevet beklædt af luksus pelse. Om værkerne udtaler Marianne T. Pedersen:
“De individuelle udsmykninger, det personlige design af de konventionelle rollatorer skaber en ny virkelighed, en anden diskurs. Hvor man tidligere forbandt rollatorer med en aldrende krop i forfald, kommunal visitation til daglige hjælpemidler, er tiden nu inde til at skabe forandring og re-brande alderdommen.”
I tillæg til luksusrollatorerne kan man i udstillingen opleve maleri, installation, video, lyd, tekstil og meget mere. Levetid – På vej mod døden i levende live! vises i Kunstetagerne fra d. 10. februar – 25. maj 2024. Udstillingen er støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn og Region Nordjyllands Kulturudviklingspulje.