Ny sæson skudt i gang ved standerhejsning hos Hadsund Boldklub Fodbold
Hadsund Boldklub Fodbold indledte officielt sæsonen 2024 for ungdomsholdene med en velbesøgt standerhejsning lørdag den 15. marts. Formand Jesper Overgaard bød velkommen til en bred forsamling bestående af spillere, trænere-ledere, frivillige, æresmedlemmer, sponsorer, bestyrelsesmedlemmer og engagerede forældre.
“Det er med glæde, at jeg byder jer alle velkommen her i dag. Det er fantastisk at se så mange fremmødte, og det lover godt for den kommende sæson,” udtalte Overgaard i sin åbningstale.
I sin tale reflekterede formanden over HBF’s præstationer i 2023 og udtrykte tilfredshed med de opnåede resultater samt betydningen af en sund klub for byen.
“Vi har skabt gode resultater, og det er vigtigt for vores by at have en sund klub, hvor tingene fungerer, og hvor sunde værdier er i højsædet. Det er her, de unge i byen kan komme og deltage i et godt socialt miljø,” udtalte Overgaard.
Han fremhævede også bestyrelsens klare mål for 2024, herunder fokus på udvikling, medlemsinddragelse og opbakning til klubben. Formanden var tydeligt optimistisk og erklærede:
“Når vi når slutningen af 2024, vil vi som bestyrelse kunne sige, at nu kan vi igen se fremad i HBF. Vi har en sund og driftig klub efter nogle udfordrende år, og jeg kan allerede sige, at vi er godt på vej.”
Den kommende sæson blev beskrevet som en tid fyldt med forventninger, duften af græs, kampe, venskaber og fællesskab på tværs af holdene. Overgaard opfordrede alle med tilknytning til HBF til at huske deres roller, vise opbakning, tillid og respekt overfor hinanden.
“En breddeklub som HB hviler på disse principper, og vi i bestyrelsen mener, at disse fire ord vil danne rammen om det kommende år,” sagde han.
Afslutningsvis nævnte Overgaard kommende aktiviteter, herunder arbejdsdag, Norges tur med besøg fra Storm, Bro Cup, fodboldskole og julekalendersalg.
Efter talen hejste årets HBér, Kristian Pedersen, flaget, og alle spillere og trænere søgte mod træningsbanerne for en times hyggelig træning. Dagen blev afsluttet med pølser og sodavand til alle deltagerne.