ForsideNordjyllandFald i unges søgning til erhvervs-uddannelser vækker bekymring

Fald i unges søgning til erhvervs-uddannelser vækker bekymring

- Annonce -

Fald i unges søgning til erhvervs-uddannelser vækker bekymring

Tidligere års fremgang er vendt, og nu er det igen under en fjerdedel af de nordjyske afgangselever fra 9. og 10. klasse, der ønsker at starte på en erhvervsuddannelse. Det vækker bekymring hos både skoler, virksomheder og beslutningstagere, fordi Nordjylland har brug for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Årets søgetal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at 1.472 unge nordjyder i år ønsker at starte på en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Det svarer til 24,4 pct. af en ungdomsårgang, hvilket er en tilbagegang fra 25,0 pct. i 2023.

Interessen for at vælge én af de mere end 100 forskellige erhvervsuddannelser, der findes på landsplan, er stadig høj, og Nordjylland ligger fortsat foran landets øvrige regioner. Men behovet for faglært arbejdskraft og også højere i Nordjylland, og derfor er der behov for, at langt flere unge vælger at gå erhvervsuddannelsesvejen.

De unges valg udfordrer efterspørgslen på faglærte

Private og offentlige virksomheder landet over mangler allerede dygtige faglærte, og prognoser viser, at der vil mangle knap 100.000 faglærte i 2030. Manglen mærkes mange steder. Byggeriet mangler elektrikere, og plejehjemmene mangler SOSU’er, mens industrien må sige nej til opgaver, fordi der ikke er folk til at løse dem.

Udviklingen er også en udfordring i Nordjylland. For selvom Nordjylland er den region, hvor den største andel af en ungdomsårgang vælger en erhvervsuddannelse efter grundskolen, så har søgningen til erhvervsuddannelserne ikke været så lav som nu siden 2018.

– Det er ærgerligt og bekymrende, at andelen af en ungdomsårgang, som søger en erhvervsuddannelse, falder igen i år. Vi har brug for dygtige faglærte, så vores samfund hænger sammen. Det bliver eksempelvis svært at nå klimamålene hvis der ikke er nok faglærte til at bygge energieffektive boliger og vindmøller og til at omlægge til bæredygtig handel og bæredygtigt landbrug, og det bliver svært at tilbyde den pleje, vi ønsker i sundhedsvæsnet, hvis vi mangler dygtigt SOSU-personale, siger Peder Key Kristiansen, medlem af Regionsrådet og formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation.

Mange døre åbnes med en erhvervsuddannelse

Årets søgetal viser, at det er vigtigt at gøre erhvervsuddannelserne endnu mere attraktive blandt de unge og ikke mindst at arbejde med kendskabet til de mange muligheder, som en erhvervsuddannelse åbner for.

En erhvervsuddannelse fastlåser nemlig på ingen måde de unge i et bestemt karrierespor, men giver mulighed for både at arbejde som dygtige faglærte og for at læse videre – enten umiddelbart efter endt erhvervsuddannelse eller efter nogle år på arbejdsmarkedet.

– Over hele landet skal vi gøre en indsats for at vise, at erhvervsuddannelser er et stærkt uddannelsesvalg, der åbner for rigtig mange interessante muligheder. Derfor støtter Regionsrådet bl.a. udviklingsprojekter, der viser og styrker karrierevejene fra grundskole til erhvervsuddannelse og til videregående uddannelse, siger Peder Key Kristiansen.

Regionsrådet har i sin Regionale Udviklingsstrategi 2024-2027 et mål om at sikre attraktive, lokale uddannelsesmiljøer i hele Nordjylland. Det skal medvirke til, at flere nordjyder får en erhvervskompetencegivende uddannelse, som kan bane vej for gode fremtidsmuligheder og bidrage til livskvalitet.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler