Peter Rosenmeier fra Hadsund repræsenterer igen Danmark ved de Paralympiske Lege
Dobbelt paralympisk mester er udtaget til legene i Paris. For sjette gang i sin karriere skal 40-årige Peter Rosenmeier fra Hadsund repræsentere Danmark ved de Paralympiske Lege. Den danske bordtennisprofil er endnu aldrig vendt hjem fra et PL uden en medalje.
Det er 20 år siden, Peter Rosenmeier i sidste minut modtog et wild card til de Paralympiske Lege i Athen og overraskede de fleste ved at vinde en bronzemedalje i bordtennis. Siden er det blevet til to PL-titler og samlet set over 140 internationale medaljer i en storslået karriere, og han er fortsat solidt plantet på toppen af verdensranglisten i klasse 6.
I år er det allerede blevet til turneringssejre i Polish Open og Lignano Open, og optakten til PL i Paris har været tæt på optimal for det danske bordtennises, der tager til PL med et klart mål om at vinde sin sjette PL-medalje.
– Jeg er virkelig spændt på PL i Paris. Det bliver super, superfedt og intenst med mange danske tilskuere, og det altoverskyggende mål for mig er at vinde en medalje igen, siger Peter Rosenmeier.
Bordtennisturneringen ved PL skal for første gang spilles som en knockout-turnering, hvor den første kamp også kan blive den sidste. Det er med til at øge spændingen og presset, vurderer Peter Rosenmeier.
– Normalt trives jeg bedst under stort pres og bevågenhed, så jeg håber selvfølgelig, det bliver en fordel for mig. Men jeg må også leve med at have min familie med på tribunen for første gang, og så kan det hele være slut på 25 minutter, siger han.
En stor inspiration
Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen har været en stor del af Peter Rosenmeiers fem tidligere PL-kampagner, og han ser en bordtennisspiller, der på mange områder er skarpere end nogensinde op til Paris.
– Jeg synes, det er tydeligt, at Peter rent taktisk er de fleste modstandere overlegen, og fysisk er han fortsat præcis, hvor han skal være. Jeg oplever en spiller, der er enormt motiveret både for at levere et stort resultat i Paris og for at inspirere næste generation af unge bordtennisspillere med handicap, siger Michael Møllgaard Nielsen.
Danmarks chef de mission, Nicklas Bjaaland fra DIF, ser frem til at have den erfarne bordtennisprofil med i den danske trup.
– Peter og landstræner Christoffer Petersen ved nøjagtig, hvordan de skal tackle at være til PL, og det tilfører hele holdet en rutine og professionalisme, der er til stor gavn. Jeg glæder mig meget til igen at opleve Peter vise vejen og udfolde sig på parasportens største scene, siger Nicklas Bjaaland.
Peter Rosenmeier skal efter planen i aktion første gang ved PL den 2. september. Der er åbningsceremoni i Paris den 28. august.
Om Peter Rosenmeier
Sportsgren: Bordtennis
Klassifikation: Klasse 6
Alder: 40 år
Handicap: Født med arm- og bendefekter
Fødeby: Hadsund
Bopæl: Bunkeflostrand uden for Malmø
Udvalgte resultater: Har vundet 5 PL-medaljer – guld i Beijing 2008 og Rio 2016. Har i alt vundet 143 internationale medaljer siden 2001
Tidligere PL-deltagelser: Athen 2004, Beijing 2008, London 2012, Rio 2016, Tokyo 2021