ForsideHadsundBIRDLAND: En ny kunstgruppe løfter den lokale kunstscene i Mariagerfjord

BIRDLAND: En ny kunstgruppe løfter den lokale kunstscene i Mariagerfjord

- Annonce -

BIRDLAND: En ny kunstgruppe løfter den lokale kunstscene i Mariagerfjord

“Den 10. april 2024 blev kunstgruppen BIRDLAND dannet ved et møde i kunstneren Yvonne Hansens galleri i Fladbjerg”, fortæller Ole Sand og fortsætter, “fem lokale kunstnere besluttede at samle kræfterne for at udforske nye kunstneriske og organisatoriske veje og flytte det kunstneriske tyngdepunkt mod øst til Hadsund, Als og Ø. Hurup. Dette område i Mariagerfjord Kommune er allerede kendt for sine mange aktive kunstnere, som blandt andet har udstillet i aktivitetshuset Andelen i Hadsund det seneste år”.

BIRDLAND er en kunstnergruppe med en bred kunstnerisk palet, der omfatter maleri, skulptur, collage, multimedia, grafik og plakater. Gruppens medlemmer er Yvonne Hansen fra Fladbjerg, Lenette Gammelmark fra Hadsund, Vibeke Ranch fra Øster Hurup, Anni Hjortlund fra Øster Hurup og Ole Sand fra Hadsund. Disse kunstnere bringer mange års kreativ erfaring og en lang række udstillinger – både censurerede og ikke-censurerede – fordelt over hele landet.

Gruppen byder på stor faglighed og passion med værker, der spænder fra sprudlende natur og fantasifulde skulpturer til portrætmaling, underfundige fortællinger og afdæmpede, pittoreske udtryk. Deres mål er konstant at udvikle sig selv og hinanden som kunstnere.

Kunstnerne i BIRDLAND

Vibeke Ranch: “Med udsigt over Kattegat maler jeg med fryd i akryl. Jeg maler ved solopgang og dagen lang – det er sjælens trang, der sætter penslerne i gang. Min afhængighed af farver bliver udpenslet i det, jeg laver. Et stænk af humor giver ofte en god kulør, og min glæde ved livet bliver gengivet i, hvad sanserne gemmer og fantasien fornemmer.”

Yvonne Hansen: Yvonne trådte ind på den kreative scene som ganske ung ved kunstskolerne i Randers og Ranum. Hun leger ligeligt med lærred og ler i fantasifulde former og flader, spøjse personligheder, rumlige fabeldyr og farverige fugle i impulsive processer. Hun arbejder fra sit eget galleri og atelier ved kystvejen i Fladbjerg, hvor udsigten over Mariager Fjord inspirerer hende.

Anni Hjortlund: Anni er eksperimenterende i sin malerkunst og har stor erfaring med både portrætter, landskaber og store dyremotiver. Hun arbejder med naturabstraktion og naivistisk teknik og har haft adskillige udstillinger primært i det nordjyske.

Lenette Gammelmark: Lenette begyndte at tegne og male i en ung alder og fulgte denne passion gennem en læreruddannelse med billedkunst som linjefag. Hendes medier og inspiration omfatter akryl på lærred, akvarel, dyr, natur, blomster, bygninger og fabler over lakerede natursten. Hun er også ophavsperson til BIRDLANDs logo – en glad, farverig fugl.

Ole Sand: Som 18-årig lavede Ole sine første skulpturer i kobber og afstøbninger i gips. Han blev inspireret af kunstmiljøet omkring Sven Dalsgaard i Randers og har haft adskillige udstillinger på landsplan. Ole har også samarbejdet med den hollandske billedhugger Hans Scholten og har præsenteret skulpturer i Danmark, Spanien, Italien og England. Han er initiativtageren til dannelsen af BIRDLAND.

BIRDLANDs Fremtidige Udstillinger

BIRDLAND træder ind på den lokale kunstscene med to kommende udstillinger. Den første finder sted den 29. og 30. juni i Buderup Ødekirke, hvor Yvonne Hansen, Lenette Gammelmark, Vibeke Ranch og Anni Hjortlund vil udstille deres værker. Den anden udstilling er planlagt til den 30. august i Butikscenter Hadsund under begivenheden BLACK FRIDAY, hvor alle fem medlemmer vil deltage.

En større samlet udstilling i Hadsund er også under planlægning.

Afsked med Andelen

“Som følge af dannelsen af BIRDLAND stopper jeg, Ole Sand, som udstillingskoordinator i aktivitetscentret Andelen i Hadsund pr. 1. september 2024. Det har været et år med mange kontakter i det lokale kunstmiljø og et fantastisk samarbejde med både presse og folkene bag Andelen. En stor tak til dem alle”, fortæller Ole og fortsætter:

“BIRDLAND er klar til at sætte sit præg på den kunstneriske scene, løfte barren og være en kunstgruppe, det er værd at følge. Vi ser frem til at byde os til på den kunstneriske platform og udstille vores ambitiøse og mangfoldige værker”.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler