ForsideHobroApotekerne i Danmark får nu yderligere mulighed for at hjælpe og aflaste...

Apotekerne i Danmark får nu yderligere mulighed for at hjælpe og aflaste andre dele af sundhedssektoren

- Annonce -

Apotekerne i Danmark får nu yderligere mulighed for at hjælpe og aflaste andre dele af sundhedssektoren

Folketinget har netop vedtaget en ny lov på apoteksområdet, der styrker borgernes adgang til sundhed ved at give lettere adgang til sygehusmedicin, medicinsamtaler, vaccination og andre sundhedsydelser. Loven styrker apotekernes rolle i sundhedssektoren ved at tillade apotekerne at tage over på flere sundhedsfaglige opgaver.

Formand for Danmarks Apotekerforening Jesper Gulev Larsen er meget tilfreds med den nye lov og peger på, at den understøtter de politiske målsætninger for apotekernes indsats:

”Loven åbner for, at apotekerne i endnu højere grad end i dag kan yde deres bidrag til folkesundheden. På apotekerne er vi eksperter på lægemiddelområdet, og landets mere end 500 apoteksenheder er tæt på borgerne og en vigtig del af det nære sundhedsvæsen. Derfor giver det rigtig god mening at bruge denne kompetence og nærhed endnu mere.”

Formanden tilføjer, at lovændringen er med til at sikre det politiske ønske om mere sundhed for pengene og samtidig sikrer, at kræfterne bruges rigtigt i sundhedssektoren.

Den nye lov udgør også en tiltrængt revision af den måde, apotekernes økonomi er skruet sammen på. Nu kommer indtjeningen i større grad til at ligge på apotekernes kerneydelse – det vil sige salg af medicin og rådgivning frem for cremer og andre frihandelsvarer.

Behovet for at ændre økonomimodellen er opstået, fordi apotekerne siden sidste lovændring i 2015 har etableret næsten 70 pct. flere apoteksenheder. Det har betydet stigende udgifter til drift, og denne stigning har været finansieret af salget af frihandelsvarer.

Apoteker Lars Walmar, der står bag Apotektet i Mariager, Hadsund, Terndrup og Apoteket Fyrkat i Hobro, glæder sig over den nye lovgivning. 

– Det bliver lettere for apotekerne at levere forskellige ydelser som medicinsamtaler, da de nu kan udføres af farmakonomer og ikke kun farmaceuter. Lovgivningen angående apotekernes vaccinationsindsats bliver bedre og mindre kompliceret. Det helt afgørende nye er dog økonomimodellen, fortæller Lars Walmar til Mariagerfjordposten.dk og fortsætter:

– Problemet i den gamle model var, at avancen på lægemidler og på andre varer (vitaminer, kosttilskud, kondomer, plastre, støttestrømper og hudpleje og meget andet) hang sammen på sektorniveau. Det betød, at hvis apotekerne i københavn og Århus solgte mere dyr rynkecreme, så faldt avancen på lægemidler i Nordjylland. Det gjorde det sværere at drive apotek i udkantsområderne, hvor antallet af kunder til dyr hudpleje er lavere og hvor apotekerne er afhængige af fortjenesten på salget af lægemidler (kerneydelsen). 

– Siden 2015 hvor der blev lukket op for fri etablering af flere apoteker (hvilket især skete i de større byer) er det problem blevet større og større. Nu skilles de to ting ad, så lægemiddelavancen ikke påvirkes negativt af salget af kosttilskud, hudpleje mv. Da apotekerne i Danmark i en årrække samlet set har haft en større bruttoavance end aftalt med ministeriet, så skal den nu betales tilbage via en ekstra afgift på andre varer end lægemidler. 

– Afgiften er på 1%, hvilket svarer til ca. 20 mio. kr. om året med den nuværende omsætning. Alt i alt er den nye lov absolut et par skridt i den rigtige retning på flere områder, og den vil være med til at sikre, at der også i fremtiden vil være lokale apoteker til alle, også selvom de bor lidt væk fra de større byer. 

Samtidig vil loven forbedre apotekernes muligheder for at tilbyde andre ydelser end blot lægemidler f.eks. medicinsamtaler med nye medicinbrugere, forskellige vaccinationer m.m. og der vil tilmed løbende kunne tilføres ækonomiske midler via den nye 1%-afgift, slutter Lars. 

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler