Tilbageblik: Sortemosehus – Nyt aktivitetshus bliver indgangsporten til Rold Skov fra Arden
I et tilbageblik på nogle af de gode historier på Mariagerfjordposten.dk går vi tilbage til d. 14. marts 2024 og finder denne – læs eller genlæs den her:
Sortemosehus – Nyt aktivitetshus bliver indgangsporten til Rold Skov fra Arden
Arden får nu et topmoderne aktivitetshus ved den sydlige indgang til Rold Skov. Det står klart, efter at Nordea-fonden har besluttet at støtte ombygningen af ejendommen Sortemosehus med godt fire millioner kroner. Dermed er finansieringen af det ambitiøse projekt sikret.
“Det er en fantastisk nyhed. Skoler, daginstitutioner og dagplejere får et sted, hvor de kan undervise børnene både ude og inde, foreninger kan samles her før og efter, de tager i skoven, og Hærvejens cykelrute får et overnatningssted. Også almindelige skovgæster kan bruge husets faciliteter”, siger formanden for Foreningen Sortemosehus, Maria Møller.
Det nye Sortemosehus vil bestå af mange forskellige dele:
-En undervisningsdel i beboelseshuset, som skoler, daginstitutioner og dagplejere kan bruge
-Et overdækket areal mellem bygningerne, som kan bruges til bl.a. undervisning
-En have, som både får køkkenhaver til børn og områder med mere vild natur
-En åben afdeling i de nuværende udhuse med offentlige toiletter, badefaciliteter og cykelparkering samt grejbaser til skoler og institutioner.
-Overetagerne i de to huse forbindes og bliver indrettet til overnatning for Hærvejsturister og andre, der vil have et godt sted af sove, et bad og mulighed for at lave mad.
-For dem, der vil overnatte mere primitivt, bliver der en shelterplads i haven.
-“Sortemosehus bliver på den måde til gavn for rigtigt mange målgrupper. Og ikke bare her i byen. Vi håber, det vil trække mange gæster til udefra, og at byens forretninger vil mærke det på deres omsætning”, siger Maria Møller.
Bidraget fra Nordea-fonden er den foreløbige kulmination på et projekt, der viser, hvad man lokalt kan opnå, når man løfter i flok.
Processen tog sin begyndelse i sommeren 2023, da en lokal ildsjæl bemærkede, at den gamle skovløberejendom i Ardens nordlige udkant var sat til salg af Naturstyrelsen. Siden gik det stærkt.
Gamle planer for en aktivitetsbase blev støvet af, en lille arbejdsgruppe blev samlet, og Arden Fællesråd, der samler byens foreninger og institutioner, blev gjort interesseret. Der blev taget kontakt til Naturstyrelsen Himmerland, som satte salget af ejendommen på pause, så mulighederne for et almennyttigt projekt kunne undersøges.
Fællesrådet tog ejerskab for projektet og bevilgede penge, så der kunne ansættes en konsulent til at udarbejde et detaljeret projekt og søge midler til en ombygning.
Samtidig blev der holdt møder med institutioner og foreninger i Arden og omegn for at teste, om der var opbakning til projektet og personer, der ville arbejde med det. Responsen var overvældende; idéerne væltede frem. Det var tydeligt, at her var et projekt, der kunne samle mange brugergrupper og dække mange behov.
Også Mariagerfjord Kommune og den kommunale forening Udvikling Hærvejen blev inddraget og var begejstrede for projektidéen. Sortemosehus bliver et knudepunkt på Hærvejens 450 km lange cykelrute, som kommunerne i samarbejde med Nordea-fonden er ved at opruste med nye og bedre faciliteter. Forventningen er, at det vil lokke mange flere cyklister ud på ruten, og her ligger Sortemosehus perfekt som overnatningssted med sin placering lige ved indgangen til Rold Skov.
Bygningerne på Sortemosehus er fra 1893, så det var afgørende at få afklaret, om de var i en stand, så de kunne moderniseres. Det viste sig at være tilfældet, så de gamle huse vil danne den historiske kerne i det nye hus.
Derefter kunne der laves budget, og den 1. december blev ansøgningen sendt til Nordea-fonden.
I januar i år blev Foreningen Sortemosehus stiftet, og den har nu overtaget ejerskabet af ejendommen og projektet. Ombygningen starter i løbet af sommeren, og efter planen kan det ny Sortemosehus indvies i maj 2025.
“Vi glæder os allerede til at vise det færdige resultat frem, ikke mindst for Nordea-fonden, der har troet på idéen og vist os tillid ved at støtte projektet”, siger Maria Møller.