Cykelsti mellem Assens og Åmølle skrider frem – Ny bro over Kastbjerg Å er monteret
Arbejdet med den nye cykelsti mellem Assens og Åmølle gør store fremskridt, og nu er en vigtig milepæl nået: Den smukke nye bro over Kastbjerg Å ved Åmølle er netop blevet monteret. En imponerende træbro, der vil sikre en jævn og sikker passage for cyklister, som dermed også kommer til at kunne nyde en flot udsigt over åen på deres tur.
Broen er en central del af projektet og understøtter det overordnede mål om at skabe en sammenhængende cykelrute mellem Assens og Åmølle, som forventes klar til brug senere på året.
Som tidligere beskrevet her på Mariagerfjordposten.dk, vil cykelstien strække sig cirka 450 meter langs Gl. Hadsundvej med enkelrettede stier på begge sider og en dobbeltrettet sti fra rundkørslen til Åmøllevej. Der vil desuden blive etableret nedsivningsbassiner og grønne skillerabatter for at sikre en bæredygtig og tryg cykeloplevelse.
Med den nyligt monteret bro er projektet et skridt tættere på at forbedre cykelforholdene mellem Assens og Åmølle. Den nye cykelsti vil ikke blot forbedre lokal transport, men også give både lokale og turister mulighed for at opleve den naturskønne rute rundt om Mariager Fjord, og dermed støtte op om det aktive friluftsliv.