Nu skal vi vælge nyt menighedsråd i Arden – Vil du være med?
Den 17. september 2024 kl. 18.00 afholdes der valgforsamling i Sognegården i Arden, hvor der skal vælges medlemmer til menighedsrådet for den kommende periode. 3 nuværende medlemmer vil på mødet fortælle om deres oplevelser med at være aktive i kirkerne i Arden og St. Arden. De tre personer genopstiller ved valget, men der er brug for nye personer, der vil tage del i arbejdet.
Menighedsrådet i Arden består af syv ordinære medlemmer samt sognepræsten. På Mariagerfjordposten.dk har vi talt med tre af menighedsrådets medlemmer om, hvorfor de har valgt at engagere sig i det lokale kirkeliv.
“Anita og jeg har siddet i menighedsrådet i den seneste periode, og Birthe har været med i to perioder. Vi vidste måske ikke helt, hvad vi gik ind til, men vi vidste, at vi skulle værne om den danske folkekirke. Det er en kirke, som de fleste er en del af, og som spiller en stor rolle ved livets store begivenheder som dåb, bryllup, konfirmation og når livet slutter,” fortæller Lone Poulsen, formand for menighedsrådet i Arden.
“Det har været lærerigt, givende og meget meningsfuldt. Til tider har der været udfordringer, men i fællesskab, og måske med hjælp fra provstiet, har vi løst de problematikker, der er opstået”, tilføjer Birthe Oue Hansen, der er kontaktperson i menighedsrådet.
“Vi har fået indblik i kirkens dagligdag og de opgaver, menighedsrådet har ansvaret for. Vi har nydt det sociale fællesskab og samarbejdet, både med medarbejdere og det øvrige menighedsråd,” siger Anita Meldgaard Andersen, der er kirkeværge i menighedsrådet.
“Det er godt at have noget at være fælles om, og her er den lokale kirke helt central. Måske ikke for mange til daglig eller hver søndag, men ved livets store glædelige begivenheder og når vi skal sige farvel til vores kære. Vi fortsætter alle tre i menighedsrådet og håber, at nye borgere i sognet vil være med. Det er faktisk ganske lærerigt og meningsfuldt,” slutter de tre damer med et anerkendende nik til hinanden.
Valgmødet afholdes den 17. september 2024 kl. 18 i Sognegården. Den nye valgperiode begynder 1. søndag i advent og varer fire år. På det første møde konstituerer det nye råd sig og vælger formand, næstformand, kirkeværge, kasserer og kontaktperson.
I valgperioden holder menighedsrådet møde ca. en gang om måneden. Ud over møderne er der også opgaver i forbindelse med aktiviteter, udvalg og møder i sognet.
Menighedsrådet har ansvar for:
- Kirkelivet
- Kulturarven – kirkebygninger og arealer
- Kirkegården
- Personaleledelse
- Kirkens økonomi
Menighedsrådet kan prioritere en række aktiviteter som tilbud til sognets indbyggere. Det kan for eksempel være babysalmesang, socialt arbejde, kor, koncerter, sorggrupper og foredrag.