ForsideMariagerfjordGåtur gennem mange hundrede års kulturhistorie til støtte for Julemærkehjemmet i Hobro

Gåtur gennem mange hundrede års kulturhistorie til støtte for Julemærkehjemmet i Hobro

- Annonce -

Gåtur gennem mange hundrede års kulturhistorie til støtte for Julemærkehjemmet i Hobro

Soroptimisterne fra Mariagerfjord havde allieret sig med naturvejlederen fra Nordjyske Museer, da der blev afholdt ’støtte-gåtur’ for Julemærkehjemmet i Hobro tirsdag den 28. august.

Cirka 120 personer havde snøret vandreskoene og taget mod invitationen til at komme på en spændende gåtur i den smukke natur omkring den gamle herregård, Nøragergaard, i Nørager. Det var foreningen Soroptimisterne fra Mariagerfjord, der havde inviteret, og et af formålene med turen var bl.a. at indsamle penge til støtte for Julemærkehjemmet i Hobro.

Gert Rubæk fortalte undervejs om Durupstenen, runestenen der blev stjålet i 2015 – men som alligevel ikke var det. Foto: Nordjyske Museer

Skovområdet omkring Nøragergaard rummer udover en utrolig flot og afvekslende natur også en masse spændende kulturspor, der rækker helt tilbage til middelalderen. Til at guide de mange gæster gennem området og fortælle nogle af de ofte ret dramatiske historier, knyttet til stedet, havde Soroptimisterne allieret sig med naturvejleder, Gert Rubæk, fra Nordjyske Museer. Gæsterne kunne således høre om den berygtede herremand, Adam Ernst Christian Pentz, der i 1708 af Højesteret fik en dom for i samarbejde med nogle af sine ansatte at have tæsket den lokale præst fra Kgs. Tisted og Binderup noget så eftertrykkeligt med en stor jagtkniv. Efterfølgende var den nøgne og forslåede præst blevet smidt på møddingen, før det lykkedes staklen at kravle op i sin hestevogn og køre gennem januarmørket hjem til præsteboligen. Gæsterne kunne også se og høre om en af Danmarks mest berømte runestene, Durupstenen. Stenen i sig selv er nu ikke specielt spektakulær, men da den pludselig blev meldt stjålet i 2015, kom den i alle landets medier. Museumsdirektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyske Museer nåede også at sammenligne tyveriet med de stjålne guldhorn. Da samme museumsdirektør så stod på den tomme plads med et TV-hold fra TV2 Nord, fik han en sms fra en stenkonservator fra kulturstyrelsen, der kunne fortælle, at han sådan set bare havde taget stenen med til en renovering, men havde glemt at fortælle om det.

Efter turen i skoven omkring Nøragergaard gik turen omkring Torsdals Møllegaard, hvor man kan se resterne af det gamle stemmeværk ved den nu tørlagte møllesø. Møllegården, der efterhånden var ved at være noget forfalden og tilgroet, skiftede for få år siden ejer, og køberen, der oprindelig er fra Nørager, er nu efterhånden ved at være færdig med en kæmpestor renoveringsproces, der har gjort, at den flotte ejendom igen fremstår utrolig flot og malerisk.

Undervejs blev der også kigget på urter til kryddersnaps, bl.a. planten blodrod. Foto: Nordjyske Museer

Efter en sidste etape gennem Naturstyrelsens arealer, sluttede aftenens gåtur på P-pladsen foran Sortebakkehallen, hvor Soroptimisterne serverede kaffe og hjemmebag for de mange fremmødte.

-Vi har haft en rigtig god og spændende aften med en masse glade gæster. Sikken et vejr, sikken natur og sikke spændende historier. Og bedst af alt, så har vi fået samlet en god sjat penge, som går ubeskåret til det det fantastiske arbejde, der bliver gjort på Julemærkehjemmet, siger Ellen V. Nielsen, der har titlen som Præsident i Soroptimisterne Mariagerfjord.

Soroptimisterne i Mariagerfjord er en del af en verdensomspændende organisation, der primært arbejder med velgørenhed i forskellige sociale sammenhænge, ofte med fokus på kvinders vilkår og rettigheder.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Det nye menighedsråd i Hobro Sogn

Coop satser på Brugsen

- Annonce -

Seneste artikler