ForsideMariagerfjordMange unge fravælger regning og garanti fra håndværkeren

Mange unge fravælger regning og garanti fra håndværkeren

- Annonce -

Mange unge fravælger regning og garanti fra håndværkeren

Mange unge danskere er villige til at løbe en stor risiko, når de betaler kontant og siger nej til både regning og garanti, når håndværkeren har været på besøg. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige.

Når unge flytter hjemmefra, og måske endda træder ind på boligmarkedet som førstegangskøbere, følger der nye udgifter med lige fra en vaskemaskine på badeværelset til en radiatorskjuler, som skal håndlaves. Det kan være dyrt, og mange unge vælger at gøre brug af det, som mange i daglig tale kalder sort arbejde. 

Faktisk har hver fjerde unge mellem 18 og 29 år inden for de sidste tre år betalt en håndværker sort og ikke fået en regning for det stykke arbejde, håndværkeren har lavet. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige.  

Men selvom der er penge at spare ved at lade regningen udeblive, for eksempel når den nye vaskemaskine skal tilkobles på badeværelset, så er det af flere grunde en rigtig dårlig ide, siger skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen.  

”Først og fremmest er det ulovligt, men når man som forbruger ikke modtager en regning, får man heller ingen garanti for det udførte arbejde. Det kan virke som en nem og billig løsning, men på den lange bane kan det blive utroligt dyrt, hvis der for eksempel sker en skade i forbindelse med renovering, og regningen ikke findes.” 

Ikke kun regningen går tabt  

Håndværkere er egentlig forpligtet til at tilbyde garanti på det stykke arbejde, som udføres for forbrugeren, men den garanti forsvinder, når regningen udebliver. Ifølge Lene Rasmussen er det ikke en risiko, der er værd at løbe, og hun råder derfor til at betale lidt ekstra, når de skal have håndværkere på besøg. 

”Jeg forstår, at man måske særligt som ung og måske endda førstegangskøber, kan have et begrænset budget, men det kan aldrig betale sig at miste garantien og samtidig medvirke til skatteunddragelse. Når man får en regning, kan man med ro i maven vide, at man ikke er på kant med loven samtidig med, man har garantien, hvis der sker en skade.” 

Garantien er for eksempel vigtig, hvis det efter noget tid viser sig, at der er problemer ved det stykke arbejde, som håndværkeren har udført. I værste tilfælde kan man hænge på en dyr erstatningssag, hvis man sælger boligen, og køberen finder skade på bygningen, som kan ledes tilbage til det stykke arbejde, man fik lavet uden en kvittering.  

Om undersøgelsen:  

Undersøgelsen er foretaget af © YouGov for Gjensidige i maj 2024 blandt 1.012 repræsentativt udvalgte danskere. 

Har du betalt en håndværker sort inden for de seneste tre år? (18-29 årige)  
Ja  25% 
Nej 73% 
Ved ikke / Ønsker ikke at svare  2% 
Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler