Læserbrev: Det her vælger du også til, når du får børn
Af Louise Juul Nielsen, Mariager
Jeg har stor respekt for folks beslutning, når de vælger ikke at få børn. Jeg er sikker på, at der ligger mange overvejelser bag sådan en beslutning, og børn er den største forpligtelse i livet.
Der er heldigvis også mange, som har meget store ønsker og drømme om børn. Børn er da også livets ultimative gave for dem, som ønsker dem.
Jeg har blot et lille men. Jeg går 100% ind for de offentlige og private pasnings- og undervisningsmuligheder, vi har i Danmark, og sætter utrolig meget pris på, at vi overhovedet har de muligheder, vi har. Jeg er også stor fortaler for, at man hjemmepasser og hjemmeunderviser, hvis man har den mulighed, og at det passer ind i den familiestruktur, man har.
Men, og her kommer det men. Jeg kan simpelthen ikke begribe, hvorfor man tilvælger børn og de pasnings- og undervisningsmuligheder vores land tilbyder, og så fralægger man sig ellers ethvert ansvar for deltagelse eller engagement i det tilbud, man afleverer sit barn i.
Hvor er det filmen knækker her?
Tallene for børn i mistrivsel stiger og stiger. Institutionerne mangler hænder og midler. Forældrene skælder og smælder over mangel på personale og midler til at opretholde den standard, de mener, deres børn fortjener i dagligdagen. Forældrene klager og råber, når deres barn møder udfordringer eller ikke trives, men hvor er den forebyggende indsats?
Ligger det ansvar og den forebyggende indsats udelukkende på politikerne og de stakkels overbebyrdede pædagoger?
I en ideel verden ville der være masser af kompetente hænder og hoveder til at varetage vores dyrebareste, mens forældrene passer deres arbejde og karriere i institutionernes åbningstid, og selvfølgelig skal der fortsat kæmpes for det, men det er ikke den virkelighed, vi står i. Og selvom der ville være personale og penge nok, ville vi forældre så fortsat bare kunne melde os helt ud af ansvaret?
Det mener jeg altså ikke. Hvis forældrene forlanger, at børnene skal tage deres skole alvorligt, burde de så ikke gå forrest? Vise børnene, at det er en prioritet?
Hvis vi skipper forældremøderne i børnehaven(for vigtigt kan det lige være?), vil vi så have en tendens til også at skippe dem i skolen? Hvilket signal sender det til børnene?
At deres skole ikke er vigtig? At de ikke er en prioritet? Det ligger da om noget op til mistrivsel, hvis man føler, at man ikke er en prioritet for ens forældre.
Jeg siger ikke, at alle forældre skal stille op i diverse bestyrelser, og jeg siger heller ikke, at man ikke skal have lov at være syg eller forhindret, men hvis man kan prioritere en tur på café og træne i fitness eller løbetræning 3-4 gange om ugen, så kan man skippe en af de ting, når der er et forældremøde. Har man fået børn, så man kan nedprioritere deres trivsel og dagligdag til fordel for at træne til det halvmaraton, man også har drømt om? Jeg siger ikke, at man ikke kan begge dele, for selvfølgelig kan man det. Men engang imellem skal der prioriteres, og i madpakker, struktur og planlægning, glemmer man måske, hvad der er vigtigt? Nemlig, at man giver sine børn de absolut bedste betingelser for at trives og simpelthen bare lykkes i livet. Er det ikke værd at prioritere?
Kom nu til de arrangementer institutionerne laver for at invitere jer ind i jeres børns hverdag. Benyt nu muligheden for at gøre en forskel – ikke kun for dit barn, men for alle børnene i dit barns institution. Vær med til at skabe og opretholde et fællesskab og sammenhold.
Det er det, som skaber trivsel og glæde, ikke kun for børnene, men også for de voksne, som giver dem den omsorg og læring, de har brug for, mens forældrene arbejder.
Og det er eddersparkeme vigtigt! Også i det tidlige børneliv!
Kære Louise. Jeg kan kun være enig med dig. På mig virker det som om, at når folk får børn, så bliver de placeret i “det offentlige” før de knap er født. Børn bliver bare en ting – en slags “statussymbol” – som kan flyttes rundt efter forgodtbefindende, så forældrene kan fortsætte deres karriere. Det virker som om de glemmer, det er et lille levende væsen, der har brug for omsorg, tryghed og kærlighed. Hvem er bedre til at give det lille væsen netop det. Jamen det er mor og far. Hvem er bedre til at sikre, at det lille væsen trives og har det godt. Det kan kun mor og far. Og her ligger så også ansvaret. Hvem skal “opdrage” det lille væsen og give det en solid og holdbar grundsten med ud i livet, så det senere kan klare “livets storme” uden at vælte. Jamen det ER mor og far. Derfor er forældrene nødt til at engagere sig i det lille væsens hverdag og alt hvad der følger med. Give det en ordentlig madpakke med i skole sørge for lektielæsning, når den tid kommer. Engagere sig i, at barnet har det godt i skolen og er glad for at være der. Møde op til forældremøder m.m. Det var en selvfølge i min skoletid. Derfor var vi glade for at gå i skole og lærte alt det vi skulle. Dengang var der ikke noget der hed legeaftaler, det fandt vi selv ud af. Vi var altid sammen, fordi vi havde det godt og trivedes. Dengang kom vi så heller ikke hjem til et tomt hus, men kunne sætte skoletasken og råbe “Mor, det miiig” og så svarede mor fra køkkenet og der var hjemmebagte boller og kakao. Da var tiden også en anden – ja men jeg tror godt man kunne tage ved lære af det. Børn har brug for at komme ud blandt andre børn for at socialiseres, men det har altså også brug for den tryghed og sikkerhed, som kun mor og far kan give. Det virker, som om der ikke længere er prestige i at engagere sig i sine børn – det har vi jo det offentlige til, så vi kan gøre karriere !!! Det fornemmeste og mest vigtige arbejde man overhovedet kan have, er at sætte børnene godt i vej og give dem den grundsten i deres liv, så de kan blive gode samfundsborgere. Den grundsten tror jeg mange børn af i dag mangler i deres liv. Jeg er ihvertfald lykkelig over at have været barn i en tid, hvor børn ikke bare var en “ting” Børn – det er verdens fremtid.