Nyt samarbejde styrker kulturlivet og Kulturhuset
Kulturhuset og Kulturhusforeningen har gennem mange år haft et tæt samarbejde med den lokale afdeling af Sparekassen Danmark om aktiviteter i lokalområdet, hvor bl.a. sparekassens fonde har bidraget med støtte til nyt udstyr og faciliteter.
Fra denne sommer er samarbejdet blevet udvidet med en 3-årig sponsoraftale mellem Kulturhusforeningen og Sparekassen Danmark, som sikrer foreningen et fast årligt tilskud.
” Vi er meget glade for denne aftale, som er med til at sikre et godt økonomisk grundlag for vores arrangementsprogram med koncerter, foredrag, udstillinger m.m., som afvikles i tæt samarbejde med flere lokale aktører” fortæller Arne Arildsen fra foreningens bestyrelsen. ”Det betyder f.eks. at vi fortsat kan præsentere et fast månedligt børnekulturprogram sammen med Mariagerfjord Bibliotekerne, som et tilbud til de mange nye børnefamilier, som i disse år flytter til byen”
Som et af de første synlige resultater af aftalen har alle foreningens ca 50 frivillige fået nye veste, der er blevet taget i brug i forbindelse med starten på efterårssæsonen.
Fra Sparekassen Danmark udtaler afdelingsdirektør Per Andersen
”Vi er imponeret over at Kulturhuset i Arden år efter år kan komme med et meget stort, flot og spændende program. De frivillige i Kulturhusforeningen laver et kæmpe stykke arbejde for at gøre det til en oplevelse at komme i Kulturhuset. Disse værdier passer meget godt i tråd med Sparekassens formål om at støtte op om det lokale og skabe trivsel og liv i lokalområdet. Vi er derfor ekstra stolte over nu at være sponsor for kulturhusforeningen.”