ForsideMariagerfjordMariagerfjord Kommune orienterer om forenkling af sygedagpengesystemet 2025

Mariagerfjord Kommune orienterer om forenkling af sygedagpengesystemet 2025

- Annonce -

Mariagerfjord Kommune orienterer om forenkling af sygedagpengesystemet 2025

Regeringen og forligspartierne bag reformen af sygedagpengesystemet har indgået en aftale om at forenkle og målrette sygedagpengesystemet til gavn for den enkelte borger. Der gives en orientering på møde den 3. oktober 2024 i Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse i Mariagerfjord Kommune, om det væsentligste indhold i aftalen, som forventes at træde i kraft 1. januar 2025.

Indstilling: Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse: At orienteringen tages til efterretning. 

Sagsfremstilling

I marts 2024 blev et bredt flertal i Folketinget enige om en aftale, der skal målrette og forenkle dele af sygedagpengesystemet til gavn for den enkelte borger. Aftalen er det første skridt i arbejdet med at frisætte kommunerne på beskæftigelsesområdet og bygger blandt andet på frikommuneforsøget, hvor de nordjyske kommuner har haft gode erfaringer med at bruge både rehabiliteringsteams og lægeattester mere fleksibelt. 

Aftalen har været i høring i august 2024, lovforslaget fremsættes i november i Folketinget med forventet ikrafttræden 1. januar 2025. 

Aftalen indeholder følgende fire fokusområder, der skal sikre: 

  • En større målretning i mødet med systemet 
  • Mere værdighed i samarbejdet med systemet
  • Mere smidighed i samarbejdet mellem kommuner og praktiserede læger
  • Sammenhæng med Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats 

Fokusområderne udmøntes i ti initiativer

1. Fleksibel brug af rehabiliteringsteams
Kommunerne får mulighed for mere fleksibel brug af rehabiliteringsteamet og sager om jobafklaringsforløb skal kun forelægges rehabiliteringsteamet, hvis kommunen vurderer, at det er hensigtsmæssigt.

Med den nuværende lovgivning skal alle sager vedrørende jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension behandles i rehabiliteringsteamet. 

2. Fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteams
Kommunerne skal sammensætte repræsentationen i rehabiliteringsteamet ud fra behovene for faglighed i hver enkelt sag. Dette vil gælde alle sager, der skal forelægges rehabiliteringsteamet. 

Med den nuværende lovgivning skal der altid være kommunale repræsentanter fra beskæftigelsesområdet, sundhedsområdet, socialområdet og evt. uddannelsesområdet samt en sundhedskoordinator fra regionen). Mariagerfjord Kommune er frikommune og anvender allerede fleksibel repræsentation i rehabiliteringsteamet.

3. Mestringsforløb skal gives ud fra en faglig vurdering
Deltagelse i Mestringsforløb gives fremover efter en individuel vurdering.

Med den nuværende lovgivning har sygemeldte, der forventes sygemeldte i mere end 8 uger ret til at blive tilbudt et Mestringsforløb. 

4. Forenkling af visitationskategorierne
Visitationskategorierne nedsættes fra tre til to. Kategori 3 (sygemeldte med behov for tværfaglig indsats) afskaffes, men der kan fortsat tilbydes en tværfaglig indsats efter behov.

Med den nuværende lovgivning er der tre visitationskategorier: 
Kategori 1: Forventet raskmelding inden for otte uger fra første fraværsdato. Kategori 2: Forventet sygemelding i over otte uger, men med et klart og forudsigeligt behandlingsforløb samt Kategori 3: Uafklaret sygdomsperiode ved diffus uafklaret sygdom og/eller udfordringer ud over sygdom. 

5. Færre krav til sygemeldte fra beskæftigelse
Kravet om mindst fire samtaler i det første halve år afskaffes og kommunen kan undlade kontakt til arbejdsgiver for sygemeldte med kortvarige og ukomplicerede forløb, når det vurderes hensigtsmæssigt, at borger selv tager kontakt.

Med den nuværende lovgivning skal der afholdes fire samtaler indenfor de første 22 uger og Jobcentret skal ved første opfølgning senest 8 uger efter første sygedag i dialog med arbejdsgiver om muligheden for, at den sygemeldte kan vende helt eller delvist tilbage i jobbet.

“Min Plan” for sygemeldte, der er i beskæftigelse afskaffes.

Med den nuværende lovgivning skal alle, som er sygemeldt i mere end otte uger, i samarbejde med jobcenteret udarbejde en aftale. ”Min plan” beskriver, hvad der skal til og hvilken støtte borgeren har brug for, for at vende tilbage på arbejdsmarkedet.

6. Styrket fokus på kommunens kontakt med alvorligt syge
Vejledningen om kontakten til borgere omfattet af standby-ordningen bliver præciseret for at sikre mere ensartet praksis på tværs af kommunerne.
Vejledningen om standby-ordningen skal tydeliggøre reglerne for kontakten til de alvorligt sygemeldte på ordningen. Ved revision af sygedagpengeområdet har det vist sig, at der er variation i praksis på tværs af kommunerne. Derfor skal vejledningen præciseres.

Standby-ordningen betyder, at kommunens opfølgning kan ske uden kontakt til den sygemeldte. Ordningen er beregnet til situationer med alvorlig sygdom, hvor kontakt til den sygemeldte ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredssituation.

7. Forenkling af ”Mit sygefravær”
Undersøgelse iværksættes med henblik på at forenkle ”Mit sygefravær”. 

”Mit Sygefravær” er borgerens første møde med sygedagpengesystemet, men mange har svært ved at se formålet og værdien i de mange oplysninger, de skal give til ”Mit Sygefravær”, derfor undersøges muligheden for en forenkling af systemet.

8. Mulighed for at vise lægeattester for sygemeldte borgere
Der iværksættes en undersøgelse af, hvordan borgeren kan få adgang til at se egne lægeattester ét sted.
Forligskredsen har en ambition om, at borgeren kan få større indsigt og kendskab til vigtige oplysninger i egen sag. På sygedagpengeområdet er det især vigtigt at kunne se ens egne lægeattester. Derfor iværksættes undersøgelsen. 

9. Afskaffelse af generelt krav om lægeattester
Kravet om indhentelse af LÆ265 i alle sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, afskaffes. 

I dag er det et lovgivningskrav, at der skal indhentes lægeattest LÆ 265 fra praktiserende læge, inden en sag kan behandles i rehabiliteringsteamet. Dette er uanset hvilken lægelig dokumentation, der i øvrigt ligger i sagen.

10. Undersøge mulighed for at ændre i kommunens anmodning om lægeattester
Det undersøges om det er muligt at ændre i kommunens anmodningsblanketter, så lægerne får lettere ved at gennemskue, hvad oplysningerne i lægeattesten skal bruges til. Bedre kommunikation kan understøtte, at der træffes den rigtige beslutning i borgerens sag.

Sammenhæng med Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats
De større strukturelle ændringer af systemet og den aktive indsats for sygedagpengemodtagere afventer reformen af hele beskæftigelsesindsatsen. 

Økonomiske konsekvenser
Det forventes, at der med aftalen er en administrativ besparelse på 79 millioner kroner årligt fra 2025 og frem. Besparelsen vil indgå i de 3 milliarder kroner, der skal spares i beskæftigelsessystemet frem mod 2030. Økonomien er endnu ikke forhandlet med kommunerne.

Implementering af aftalen i Mariagerfjord Kommune
Mariagerfjord Kommune er frikommune i forhold til den fleksible sammensætning af rehabiliteringsteamet og har derfor allerede gode erfaringer med at tilpasse repræsentationen afhængigt af sagens kompleksitet. Forvaltningen har nedsat en arbejdsgruppe, som skal sikre implementeringen af den nye sygedagpengeaftale og sikre en god proces for de borgere, som omfattes af de nye regler.

Aftalen er vedlagt i bilag. På mødet præsenteres en case.

Bilag
Aftale om forenkling og målretning i sygedagpengesystemet 2024

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER

DMI søger snemålere

- Annonce -

Seneste artikler