Voksne leukæmipatienter lever længere
Voksne, der rammes af kræftsygdommen akut lymfatisk leukæmi, har igennem de sidste to årtier fået markant bedre chancer for at overleve. Den glædelige nyhed fremgår af et nyt studie fra Aalborg Universitetshospital.
Akut lymfatisk leukæmi (ALL) er en aggressiv form for blodkræft, hvor ondartede celler begynder at vokse ukontrolleret i knoglemarven.
– Akut Lymfatisk leukæmi er det, vi også kender som den klassiske børneleukæmi. Hos børnene har man gennem mange år haft en positiv udvikling, hvor bedre diagnostik og mere intensiv behandling har ført til, at over 90% bliver helbredt, fortæller overlæge og professor Marianne Tang Severinsen fra Hæmatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Selvom det især er børn, der rammes af ALL, opstår hvert tredje sygdomstilfælde hos voksne. Her har de gode tendenser i udviklingen af overlevelse dog i mange år haltet efter.
Et nyt studie, som Marianne Tang Severinsen og kollegaer fra Hæmatologisk Afdeling står bag, viser imidlertid, at der over de seneste to årtier er sket et markant løft i overlevelsen, også for de voksne.
– I studiet har vi undersøgt registerdata, for at se, hvordan det er gået de patienter over 18 år, der i perioden 1998-2020 er blevet diagnosticeret med ALL i Danmark. Undersøgelsen viser, at der over årene er sket generelt løft i alle aldersgrupper, så 2-års overlevelsen er steget fra omkring 30% til 70%, siger Marianne Tang Severinsen.
Voksne behandles som børn
En af de væsentligste årsager til den positive udvikling skal ifølge Marianne Tang Severinsen findes i, at man har fået langt bedre diagnostiske metoder til at karakterisere leukæmien, og derved kan behandle den enkelte patient individuelt.
Samtidig er man blevet bedre til at behandle komplikationer til den intensive behandling, hvilket gør det muligt at behandle voksne ud fra samme behandlingsprincipper, som man har behandlet børn.
– Tidligere har man ikke givet den samme behandling til voksne, som man giver til børn, da behandlingen er ganske skrap, og risikoen for livsfarlige bivirkninger har været stor. Men i takt med, at man er blevet bedre til at håndtere komplikationer ved disse højintensive behandlinger, har vi kunnet udvide den til at omfatte stadigt ældre aldersgrupper, forklarer Marianne Tang Severinsen.
Resultaterne af dén udvikling fremgår tydeligt af forskernes data. De viser nemlig en klar forbindelse mellem en øget 2-års overlevelse og tidspunktet, hvor behandlingen er blevet rullet ud til en ny aldersgruppe.
– Vi ser effekten af, at flere og flere voksne får mere intensiv behandling, og vi har dermed flere, som får mulighed for knoglemarvstransplantation, siger Marianne Tang Severinsen.
Ny medicin til undergruppe har revolutioneret overlevelsen
Samtidig spiller udviklingen i ny medicin også en rolle, mener forskerne. Især har introduktionen af en ny type medicin til den undergruppe af patienterne, som har en særlig kromosomforandring, der kaldes Philadelphia-kromosomet, gjort en verden til forskel:
– Tidligere havde denne gruppe – som omfatter omkring 30 procent af patienterne – en ret dårlig prognose, men i 2001 kom en ny medicin, som har betydet, at de nu har samme overlevelse som de øvrige ALL-patienter. Det er ganske revolutionerende, siger Marianne Tang Severinsen.
Hun glæder sig over, at der nu er konkrete data, som kan understøtte lægernes formodning om, at behandlingen til voksne ALL-patienter generelt er blevet bedre.
– ALL hos voksne er en sjælden sygdom, så det har været svært for os at sige til en patient, hvordan prognosen så ud. Derfor er det rart nu at have konkrete tal, som vidner om, at alt det arbejde, der er gjort for at forbedre diagnostikken, behandlingen og håndteringen af komplikationer, har givet en markant gevinst i overlevelsen for disse patienter.
Fortsat nye behandlinger
Forskernes studie viser, at der fortsat er undergrupper af patienter, som ikke har oplevet samme positive udvikling, men selv for dem er overlevelsen øget. Marianne Tang Severinsen er fortrøstningsfuld på deres vegne:
– Der kommer hele tiden nye behandlinger til, og flere er indført efter 2020, hvor vores data stopper. Dem kender vi ikke langtidseffekterne af endnu, men det er vores klare forventning, at de kan være med til at løfte overlevelsen yderligere for alle patientgrupper, siger hun.
