HIK/Rosendalen og LykkeLiga: En aften for fællesskab
De lokale trænere Kurt og Vibeke vil fortælle om deres ugentlige træning, deres stjerner og det stærke fællesskab, der er opstået med HIK/Rosendalens Håndboldhelte.
Det foregår i Rosendalhallen onsdag 27. november kl. 19.
Herefter vil håndboldspilleren Rikke Nielsen fra Lykkeliga fortælle om det store fællesskab, hvordan det hele startede og hvorfor verden har brug for LykkeLiga.
Det bliver en aften, hvor de, der har lyst til at komme, kan blive inspireret til selv at gøre en forskel for børn, der ikke passer ind i de eksisterende rammer og kan tænke dem ind i det kulturliv, de selv brænder for.
Mødet arrangeres af Lions Hobro og koster 125 kr. Beløbet går ubeskåret til Lions humanitære og sociale arbejde.
Tilmelding kan ske på http://lionshobro.nemtilmeld.dk/ eller MobilePay 40390 eller ved SMS til 51894814
Om LykkeLiga
LykkeLigas formål er at skabe lykke og fællesskab blandt børn og unge på specialområdet og deres familier. Vi har et fundamentalt positivt syn på mennesker med særlige behov og bruger begrebet “ekstraordinære mennesker” til at beskrive dem. Det gør vi, da vi har at gøre med mennesker ud over det sædvanlige. Også deres familier betragter vi som ekstraordinære, da alle familier i LykkeLiga er en ligeså stor del af det fællesskab, vi har fået skabt, som spillerne er. LykkeLiga er baseret på et optimistisk, livspositivt verdenssyn, som gennemsyrer alt, hvad vi gør. Vi ønsker at skabe ekstraordinære oplevelser for ekstraordinære mennesker.
LykkeLiga fokuserer på alt det positive omkring ekstraordinære mennesker. Vi lader andre om at håndtere udfordringer og vanskeligheder. Vi giver plads til alle – uanset udfordringer og handicap. Vi tilpasser os og leverer dét, som vores ekstraordinære målgruppe har brug for. LykkeLiga er i evig udvikling og søsætter løbende nye initiativer og projekter, der udfordrer og udvikler det samfund, som omgiver ekstraordinære mennesker.
LykkeLiga er en apolitisk organisation, men vi arbejder for positiv synlighed af ekstraordinære mennesker i alle lag af samfundet. LykkeLiga er skabt til forældre til ekstraordinære mennesker og er stærkt forankret ude i familierne. Hos LykkeLiga tror vi på, at ekstraordinære børn er katalysatorer for lykke. Derfor spiller de en vigtig rolle i vores samfund.
LykkeLiga skaber små stjerner
Her er man stolte forældre og ikke belastede familier. Her er børnene topspillere uanfægtet, hvor få regler de kan huske. Med etableringen og promoveringen af lokale hold sigter LykkeLiga efter, at børnene skal genkendes på gaden som “dem der fra det seje håndboldhold” – og ikke bare som et barn med et udviklingshandicap. LykkeLiga skaber små stjerner på en stjernehimmel af positive fællesskaber.
LÆS OGSÅ: Landsdækkende aktion afslører social dumping i Hobro