ForsideMariagerfjordDet går den rigtige vej, men alt for langsomt - Flere skoler...

Det går den rigtige vej, men alt for langsomt – Flere skoler prioriterer færdselsundervisning – Hvordan er det i din kommune?

- Annonce -

Det går den rigtige vej, men alt for langsomt – Flere skoler prioriterer færdselsundervisning – Hvordan er det i din kommune?

Stadig flere skoleelever bliver undervist i færdselssikkerhed og lærer, hvordan de undgår at komme til skade i trafikken, viser en landsdækkende undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Men det er langt fra alle skoler, der tilbyder børnene denne vigtige og nødvendige undervisning. Se længere nede i artiklen hvordan det går i din kommune.

Når man er barn eller ung, kan det nogle gange være en stor udfordring at overskue trafikken, hvor farten kan være høj, og hvor man skal navigere mellem biler, lastbiler, elcykler og knallerter. Derfor er det vigtigt, at skolerne underviser eleverne i trafiksikkerhed.

En ny landsdækkende undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at fire ud af ti (41 %) skoler prioriterer at undervise eleverne i at færdes sikkert på egen hånd på veje og cykelstier. Helt i top ligger Fredensborg på en 1. plads, mens Thisted, Randers, Tønder og Sorø er de bedste i hver deres region.

“Et stort tillykke til Fredensborg og de fire øvrige kommuner, der ligger i toppen af undersøgelsen. Men også en stor tak til alle de andre kommuner, der yder en stor indsats og prioriterer færdselsundervisningen, så vores børn og unge får gode og sikre trafikvaner. Vi skal dog have endnu flere med, så færre børn og unge i fremtiden kommer til skade i trafikken”, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Flere elever får vigtig undervisning

Rådet for Sikker Trafik har over flere år fulgt kommuners og skolers indsats på området. Og selv om der stadig er seks ud af ti skoler, der siger, at de ikke underviser alle elever i den mest grundlæggende færdselsundervisning, er der også gode nyheder i undersøgelsen.

I 2022 var det kun 30 % af skolerne, der gennemførte gå- og cyklistprøver for eleverne og underviste dem i risiko og adfærd i trafikken. Det tal er steget til 41 % i 2024.

Dermed er der flere og flere elever, der har lært, hvad der er risikabelt på vejene, og som er blevet bedre til at træffe sikre valg og forstå konsekvenserne af fx at cykle opslugt af deres mobil, droppe cykelhjelmen eller styrte på en tunet knallert.

Blandt forældrene er der også stor opbakning til, at skolerne prioriterer området. I en tidligere undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarede 95 % af forældrene, at det er positivt, at skolerne underviser børnene i trafiksikkerhed.

“Vi har som forældre og samfund et fælles ansvar for at skabe hele og duelige borgere. Skolernes færdselsundervisning er et uundværligt supplement til den trafiktræning, som forældrene laver med børnene. Færdselsundervisningen er desuden praksisnær og aktiv, så det er et spændende afbræk fra bøger, stile, tabeller og tyske verber. Derfor håber jeg, at endnu flere skoler husker denne vigtige samfundsopgave, så flere bliver sikre i trafikken, og færre unge liv bliver slået i stykker på vejene”, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

En hjælpende hånd til skolerne

For at hjælpe skolerne med at opprioritere færdselsundervisningen har Rådet for Sikker Trafik udsendt anbefalinger til alle skoler og udviklet undervisningsmateriale, der er nemt og enkelt at inddrage i undervisningen.

“Vi ved godt, at det er krævende at stå i spidsen for en skoleklasse i dag. Derfor har Rådet for Sikker Trafik udviklet tilpassede materialer, øvelser og oplæg, der matcher de enkelte klassetrin. Det skal gerne gøre trafikundervisningen tilgængelig for lærerne og udbytterig for eleverne”, siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Om Kommunernes Skoletrafiktest

Hvert år undersøger Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Epinion, hvor meget kommuner og skoler prioriterer arbejdet med at gøre børn og unge mere sikre i trafikken.

Undersøgelsen fokuserer bl.a. på, hvor mange elever der får undervisning i trafiksikkerhed, og hvad kommunen gør for at understøtte området.

Kommunerne kan få fra 0 til 1.000 point i undersøgelsen og modtager desuden individuelle anbefalinger til, hvad de kan gøre bedre.

www.sikkertrafik.dk/trafiktest kan du se, hvordan alle kommunerne har klaret sig i årets undersøgelse, og hvilke kommuner der i 2024 er de bedste til at gøre børnene trafiksikre.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Vinder 1. søndag i advent

- Annonce -

Seneste artikler