ForsideMariagerfjordMariagerfjord Kommune vurderer fremtidig fordeling af ukrainske flygtninge

Mariagerfjord Kommune vurderer fremtidig fordeling af ukrainske flygtninge

- Annonce -

Mariagerfjord Kommune vurderer fremtidig fordeling af ukrainske flygtninge

Fordeling af personer der er fordrevet fra Ukraine er på dagsordenen når Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse holder møde den 6. februar 2025.

I foråret 2022 blev særloven, der giver midlertidig opholdstilladelse til personer fordrevet fra Ukraine, vedtaget som reaktion på Ruslands invasion og det øgede behov for asyl til ukrainske borgere. I april samme år besluttede byrådet, at Mariagerfjord Kommune vil tage imod flere flygtninge end det antal Udlændingestyrelsens fordelingsmodel angiver.

Udlændingestyrelsen arbejder i øjeblikket på det kommende års fordeling af personer omfattet af særloven. I den forbindelse har de kontaktet Mariagerfjord Kommune for at afklare, om kommunen fortsat ønsker at modtage en ekstra andel af flygtninge.

Indstilling: Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Byrådet: At det besluttes, at Mariagerfjord Kommune fremover tager imod den andel af flygtninge, som Udlændingestyrelsens fordelingsmodel foreskriver.

    Sagsfremstilling
    Udlændingestyrelsen fordelingsmodel fastsætter, hvor mange ukrainske flygtninge en kommune skal modtage for hver gruppe af 10.000, der søger opholdstilladelse. Fordelingen beregnes ud fra hver kommunes andel af Danmarks samlede befolkning og modellen angiver, at Mariagerfjord Kommune skal modtage 71 flygtning per 10.000, der søger ophold i Danmark

    Byrådet valgte den 28. april 2022 at meddele Udlændingestyrelsen, at kommunen er villig til et tage imod flere ukrainske flygtninge end fordelingen påkræver, således at kommunen får 100 flygtninge per 10.000. Dette blev besluttet ved krigens begyndelse, hvor der var et akut behov for asyl til mange ukrainske borgere, og der var en stor usikkerhed omkring krigens omfang og varighed. Beslutningen var på det tidspunkt i overensstemmelse med flere andre kommuners tilgang, men i 2024 var Mariagerfjord Kommune den eneste i landet, der modtog flere flygtning, end fordelingsmodellen angiver.

    Der befinder sig per 12. januar 2025 276 ukrainske flygtninge i Mariagerfjord Kommune, der har ophold efter særloven. Det estimeres, at der er omkring 200 yderligere flygtninge, der er blevet visiteret til kommunen, men som er flyttet videre eller rejst hjem og derfor ikke indgår i statistikken. Der sås den største tilstrømning af flygtninge i første halvår af 2022 med ankomsten af knap 200 personer. Sidenhen har antallet stabiliseret sig, således, at der sker en tilgang af personer på mellem 0-16 personer om måneden.

    Administrationen bemærker i øvrigt, at der opleves en ændring i målgruppen, således at flere af de senest ankomne har vanskeligere ved at indtræde direkte på arbejdsmarkedet. Endvidere opleves i stigende grad vanskeligheder ved at finde både midlertidige og permanente boliger, idet der for en del af målgruppen skal tages særlige hensyn og dermed også er særlige krav til boligforholdene.

    Økonomi
    Som led i håndteringen af ukrainske flygtninge har der i forbindelse med midtvejsvurdering mellem KL og regeringen de seneste år været aftalt en særskilt kommunal pulje til finansiering af kommunernes flygtningeudgifter. I midtvejsvurdering 2024 var puljen på 0,9 milliarder kroner, hvor Mariagerfjord Kommune – baseret på den såkaldte DUT-nøgle – modtog 6,4 millioner kroner, som i budget 2024 er udmøntet på relevante serviceområder (skole- og pasningsområdet med videre).

    Det er i sagens natur uvist, hvor meget kommunerne kompenseres i 2025 og frem, men hvis en eventuel pulje også fremadrettet fordeles til kommunerne via DUT-nøglen, vil Mariagerfjord Kommune ikke blive kompenseret for merudgifter knyttet til en ekstra andel af ukrainske flygtninge.

    Print Friendly, PDF & Email
    - Annonce -

    EFTERLAD ET SVAR

    Indtast venligst din kommentar!
    Indtast venligst dit navn her

    RELATEREDE ARTIKLER
    - Annonce -

    Seneste artikler