Jule- og Nytårshilsen fra Simon Rasmussen Griis, Koordinator i Biecentret
På Mariagerfjordposten.dk bringer vi her en Jule- og Nytårshilsen fra Simon Rasmussen Griis, Koordinator i Biecentret.
Efter to år med Coronarestriktioner og nedlukninger startede Biecentret i januar 2022 op med aktiviteter og arrangementer. Det blev en forsigtig opstart med borgere, der i højere grad nu end før Corona, valgte at blive hjemme. Men i løbet af de første måneder af året steg deltagerantallet ved arrangementerne, og livet vendte lige så stille tilbage i de gamle bygninger i Bies Bryggeri. Da vi nåede til den årlige Højskoleuge i april måned var den gamle gejst og varme vendt tilbage i de frivilliges kinder, og mange borgere viste fornyet interesse i Biecentrets aktiviteter og arrangementer.
Flere tiltag mod ensomhed blev gennemført og 120 motionister af den ene og den anden art blev startet op på hold i centret. Mange af dem nye brugere.
Biecentret serverer varm mad alle hverdage. Mange af dem, som benytter sig af dette tilbud, er enlige. Vi startede efter Coronanedlukningerne op med et minimum af spisende deltagere, men det har udviklet sig, og nu er vi flere end før Corona.
Vi måtte desværre aflyse juleaften både i 2020 og 2021 ganske få dage før den store højtid på grund af Corona. I 2020 gik det ud over 50 borgere og i 2021 var det 70. I de to år mistede vi stort set alle juleaftensfrivillige, og var i tvivl om, hvorvidt vi kunne genoptage den vigtige aktivitet. Vores pessimisme blev gjort til skamme. 14 frivillige meldte sig hurtigt på barrikaderne, så nu bliver det alligevel juleaften i det gamle bryggeri.
Vi ser med fortrøstning på 2023. Der bliver bl.a. fokus på frivillige, aktiviteter, fællesspisning, ensomhed og mænd.