ForsideMariagerfjordHimmerlandske turister elsker naturen

Himmerlandske turister elsker naturen

- Annonce -

Himmerlandske turister elsker naturen 

I en nyligt offentliggjort tilfredshedsundersøgelse med i alt 1.214 respondenter, har Destination Himmerland fået en unik indsigt i, hvad gæsterne synes om Himmerland som feriedestination, samt ny vigtig viden om gæsternes adfærd, og hvad de søger af oplevelser, når de er på ferie i Himmerland. 

I Himmerland har turismeerhvervet god grund til at være stolt. Undersøgelsen viser en generel tilfredshed blandt destinationens gæster. I en undersøgelse som denne, måler man en såkaldt NPS (Net Promoter Score), der beder respondenterne om at vurdere, i hvor høj grad de vil anbefale feriedestinationen til venner, familie og kollegaer. Her ligger Himmerland i den høje ende. Med en score på 67 i første skuldersæson og 64 i højsæsonen overgår Himmerland landsgennemsnittet, når man sammenligner med en lignende undersøgelse fra 2022, som VisitDenmark stod bag. Her lå landsgennemsnittet på hhv. 59 og 58 (NPS).

Selvom der er tale om en høj tilfredshed blandt områdets gæster, giver undersøgelsen også indsigt i, hvilke udviklingsmuligheder, der ligger forude. 

“Der er stadig mange steder, hvor vi kan se, at det er nødvendigt at arbejde på at videreudvikle produkterne i områderne. Denne undersøgelse bekræfter os i en del af det, vi i forvejen ved og gør, men det giver os også en klar indikation på, hvad gæsterne egentlig søger, når de skal vælge en feriedestination”, siger Johanne Bugge, Destinationsdirektør i Destination Himmerland, og forsætter: 

“Vi ser vigtigheden i, at turismeerhvervet spiller hinanden gode og bliver ambassadører for hinanden. Undersøgelsen viser, at gæsterne søger flere aktiviteter og oplevelser, så jo mere vi kan tilbyde dem af det, de efterspørger, og jo bedre vi alle bliver til at henvise til de nærtliggende attraktioner, spisesteder osv., desto større er chancerne for, at gæsterne får gode oplevelser, er anbefalelsesvillige og kommer igen.”

Gæsterne søger mod vandet 

Undersøgelsens resultater viser også, at valget af Himmerland som feriedestination i høj grad har med naturoplevelserne for øje – og især vandet og kysterne har en stor tiltrækningskraft for mange.

“Det kommer ikke bag på os, at gæsterne synes godt om den smukke natur, der er i Himmerland. Vi har en storslået og varieret natur, som vi ser et stort potentiale i at fremhæve og markedsføre os på, både national, men i den grad også internationalt. Vi har to certificerede vandreruter, som folk rejser langvejs fra for at opleve. Derudover har vi højmose, heder, klinter samt mange muligheder, når det kommer til at være tæt på vandet, hvor vores smukke fjorde, søer, kilder og havet ved Østkysten er vigtige faktorer, der er værd at fremhæve” siger en begejstret Johanne Bugge.

Kort fortalt om undersøgelsen 

Tilfredshedsundersørgelsen er lavet i et samarbejde med analyseinstituttet Wilke, der i perioden uge 19-43 har haft interviewere ude på 8 strategisk udvalgte lokationer i Himmerland. Her har danskere såvel som udenlandske gæster svaret på en række relevante spørgsmål, der skal hjælpe Destination Himmerland og turismeerhvervet i at styrke og udvikle turismearbejdet i området. Undersøgelsen fungerer som en nulpunktsmåling, der danner et grundlag for fremtidige målinger.

“Det er vigtigt at kunne arbejde datafunderet og kende gæsternes behov og adfærd, så vi kan skræddersy vores markedsføring derefter og blive klogere på, hvilke produkter og oplevelser gæsterne efterspørger” udtaler Johanne Bugge, Destinationsdirektør i Destination Himmerland. 

Næste skridt er at få specialiseret resultaterne og arbejde videre med dem sammen med erhvervet, samt at få udarbejdet otte lokalrapporter for de udvalgte lokationer, hvor interviewende har fundet sted. 

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler