Af Laura Holm, Byrådsmedlem for Konservative i Mariagerfjord
Hvem tænker på børnene i dagplejens nye virkelighed?
Den nye overenskomst for dagplejerne er netop trådt i kraft. FOA har stolt ytret, at det skulle være en forbedring og en styrkelse af vores kommunale pasningsordning. Og nuvel – der er forhandlet lønstigninger, men når jeg taler med både dagplejere og forældre, hører jeg også en anden virkelighed. Jeg hører om usikkerhed, bekymring og et system, der kan få store konsekvenser for børnene i forhold til gæstepladser.
Forældre kontakter mig og er dybt bekymret, for de får at vide, at deres barn ikke længere kan være sikker på at komme i gæstepleje hos en dagplejer og børnegruppe, som barnet har mødt før eller kender i forvejen. Det er såkaldte ”hulpladser”, som skal anvendes for at undgå femtepladser hos dagplejerne – for det koster nemlig ekstra at være femte barn ved én frem for at være fjerde barn hos en anden. Forleden skrev en mor, at hun blev tilbudt pasning hos en dagplejer 30 km. væk fra sin nuværende, og hverken familien eller barnet kender vedkommende. Det giver ondt i maven, og foruden følelserne – hvordan kan man så forvente, at forældre skal få en hverdag til at hænge sammen, hvis de skal fragte så relativt langt væk fra bopæl og eventuelle arbejdsplads.
Vi ved, at små børn har brug for faste, trygge rammer. De har brug for kendte voksne og rutiner. Har man overhovedet skelet til det? I samme forbindelse ytrer mange dagplejere, at de får helt dårlig samvittighed over selv at blive syge eller afholde en fridag, fordi de ved, hvad det afstedkommer. Det dur jo ikke.
Minus og minus giver ikke altid plus
Jeg skrev forleden et læserbrev om, at flere kommunale dagplejere opsiger deres stilling for at blive private børnepassere. Det afstedkom mange gode henvendelser fra dagplejere, som gerne ville fortælle om deres virkelig. De følte sig presset ud af det kommunale af mange grunde, men flere har længe været belastet af et højt arbejdspres med mange gæstebørn, usikkerhed om ferie, stigende priser på fødevarer og en ledelsesstil og kommunikation, der ikke har taget hensyn til deres arbejdsvilkår – også før den nye overenskomst trådte i kraft.
Nu kan man så krydre dette med den nye overenskomst, hvor det på den ene side er positivt, at dagplejere ikke længere skal arbejde mere end de 48 timer – men det skaber også spørgsmål til arbejdsopgaver som transporttid til legestue, indkøb af fødevarer, rengøring eller møder, for overarbejde er ikke længere muligt i samme form, og derved udebliver noget af fleksibiliteten, der tidligere har været.
Hvad ser vi ind i?
Vi skal simpelthen evne at have en kommunal dagpleje, hvor barnets behov er i centrum – ikke blot en, der passer ind i et regneark, som en fagforening klapper i hænderne over, når praksis ser anderledes ud. Der skal være klare og rimelige retningslinjer for transporttid og arbejdstid for dagplejerne. Der skal være en garanti for, at børn ikke pludselig placeres langt væk fra deres nærområde hos voksne, de ikke kender.
Hvis ikke vi politisk har en øget bevågenhed netop nu, er min bekymring, at vi står tilbage med en dagplejeordning, hvor tryghed og nærvær er blevet erstattet af såkaldte hulpladser og frustrerede familier – og hvor små børn betaler den højeste pris. Det må ikke ske.
