Sypigerne i Hadsund styrker det kreative rum
Med hjælp fra Svend Nielsen og Herdis Mygind Fond, der har doneret 21.457 kr., er det lykkedes Sypigerne i Hadsund at opgradere og udvide deres udstyr – og dermed skabe endnu bedre rammer for kreativ udfoldelse og socialt samvær.
Sypigerne er en selvstændig og selvorganiseret gruppe kvinder, der hver tirsdag kl. 09.30-14.00 samles i Frivilligcenter Mariagerfjord til kreative sysler, hygge og samvær. Gruppen har eksisteret i flere år og er vokset støt – og med væksten følger nye behov. Koordinator Susanne Sørensen sætter ord på, hvad det nye udstyr betyder:
“Det er dejligt – flere maskiner betyder mindre ventetid. Nu er der plads til flere på holdet, uden at vi skal vente på at komme til.”

Med opgraderinger som en ny symaskine, en broderimaskine og en varmepresser får deltagerne mulighed for at eksperimentere med teknikker, de ikke tidligere har haft adgang til. Det skaber både faglig udfordring og personlig udvikling:
“Maskinerne udfordrer os med ting, vi ikke er vant til. Det giver muligheder for at udforske os selv og styrker det stærke sammenhold – vi hjælper jo hinanden,” siger Susanne.
Udover de tekniske forbedringer har projektet et klart socialt sigte. Gruppens aktiviteter er gratis og åbne for alle – uanset økonomisk baggrund. Det betyder, at også dem uden adgang til egne maskiner eller kreative ressourcer kan være med. Deltagerne betaler dog selv for deres materialer.

Projektet gennemføres i samarbejde med Kreativ Café og Frivilligcenter Mariagerfjord, som stiller lokaler og administrativ støtte til rådighed. Det nye udstyr vil desuden kunne deles med andre aktiviteter i centret, hvilket øger værdien og sikrer bred nytte i lokalområdet.
“Vi kan flere ting, end vi kan på vores maskiner derhjemme – især med broderi og tryk på tøj,” forklarer en af deltagerne. “Det handler ikke kun om at sy – det handler om at være sammen, lære nyt og få nye venskaber.”
Ansøgningen vidner om et projekt, hvor fællesskab, rummelighed og kreativitet går hånd i hånd. Med en forholdsvis lille investering håber Sypigerne at kunne gøre en stor forskel – både for sig selv og for det lokalsamfund, de har været en aktiv del af gennem mange år.
Sidder du og har lyst til at være med? Så kontakt Susanne på susanne@lillearden.dk – og kig forbi. Måske er det netop det fællesskab, du har savnet.
Læs mere om Sypigerne her: https://mariagerfjord.socialkompas.dk/tilbud/9150/sypigerne