Regionsklinik Skelund fylder år og inviterer til fejring
Regionsklinik Skelund har nu været i gang i et år, og det bliver fejret fredag 9. maj med åbent hus kl. 15-16.30.
Lyse og moderne lokaler i den gamle skole
Klinikken har adresse i Businesspark Øst – den tidligere skole i Skelund, Skelund Hovedgade 20, 9560 Hadsund – og er indrettet i lyse og moderne lokaler, som interesserede kan se i forbindelse med fejringen, hvor der også serveres et stykke kage og en kop kaffe.
Gæster får også mulighed for at møde medarbejderne og høre mere om klinikkens daglige arbejde.
Klinikkens brugerråd, som består af patienter tilknyttet klinikken, vil også være til stede for at fortælle om deres rolle. Med mulighed for at melde sig til brugerrådet, hvis man er patient.
Mød de ansvarlige for klinikkens drift
Regionsklinikken drives af Region Nordjylland, og på dagen kan man blandt andet møde klinikkens leder og den lægefaglige ansvarlige for regionsklinikkerne i Region Nordjylland.
De kan blandt andet uddybe for interesserede, hvad en regionsklinik er, og hvordan den adskiller sig fra andre klinikker.
Der er ingen krav om tilmelding til arrangementet.
Om regionsklinikken:
· Regionsklinik Skelund tilbyder almen medicinsk behandling og sikrer, at patienter i lokalområdet har adgang til en fast lægepraksis.
· Klinikken har fokus på at skabe nærhed og tilgængelighed for patienter, og brugerrådet spiller en vigtig rolle i dialogen mellem klinikken og patienterne.
· Regionsklinikken er en del af Region Nordjyllands initiativer for at sikre lægedækning i områder med mangel på praktiserende læger.