ForsideMariagerfjordMariagerfjord Kommune forbereder millionpulje til håndtering af asbest i loftsrum

Mariagerfjord Kommune forbereder millionpulje til håndtering af asbest i loftsrum

- Annonce -

Mariagerfjord Kommune forbereder millionpulje til håndtering af asbest i loftsrum

Asbestsanering af loftsrum er på dagsordenen når Økonomiudvalget holder møde den 21. maj 2025.

Orientering om ny lovgivning på asbestområdet, hvor grænseværdierne er sænket væsentligt. Det betyder, at tagrum i bygninger med asbesttag eller med tidligere asbesttag, hvor tagrummet ikke er saneret for gammelt isolering mv., skal kategoriseres som i risiko for, at der er asbeststøv. Det gælder også for eksempel i rum med tekniske installationer, hvor der er asbestholdig isolering omkring. Det betyder, at færdsel i tagrum mv. kun må ske efter specifikke vejledninger og som minimum med anvendelse af værnemidler egnet til formålet.

Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller til Økonomiudvalget: At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling
Ejendomme har udsendt en orienteringsmail til DC-gruppen om problematikken samt en vejledning i, hvordan personer, i forbindelse med bygningens drift og vedligehold, skal sikre sig mod at blive udsat for eventuelt asbeststøv.

Vejledningen er udarbejdet dels på baggrund af Arbejdstilsynets materiale om emnet og dels gennem dialog med en certificeret miljørådgiver.

Ejendomme har i første omgang igangsat en kortlægning, som skal afdække,

  1. i hvilke tagrum der kan være en risiko (dvs. bygninger med asbesttage/tidligere asbesttage)
  2. risikoniveauet i de enkelte tagrum
  3. nødvendige tiltag for at sikre de personer, som har nødvendigt ærinde i tagrummene.  

I forhold til det første punkt er der udarbejdet liste med berørte ejendomme. Denne liste er sendt med i orienteringsmailen til DC-gruppen.

Det andet punkt kræver bistand fra en certificeret miljørådgiver, som skal screene de enkelte tagrum i forhold til risikoniveauet. Denne proces iværksættes snarest.

De nødvendige tiltag for at sikre personerne vil være forskellig afhængig af, hvor høj risikoen er, og det vil miljørådgiverens screening vise, men der skal som minimum bæres korrekte værnemidler. Ved forhøjet risiko skal der også gennemføres et 4-dages kursus, før man må færdes i loftsrummet.

Ejendomme har kortlagt, hvor lemme er placeret i bygninger med risiko, og er gået i gang med at opsætte skilte med teksten ”Ingen adgang for uvedkommende” på alle lemme, der fører op til de tagrum og skunke, hvor der kan være en risiko. Ejendomme sætter også en vejledning op i forhold til, hvilke værnemidler man skal påføre sig ved adgang til tagrummene. Denne vejledning sættes, så den er synlig, når lemmen åbnes.

Hvis lemme er placeret i opholdsrum, skal disse lemme afspærres og der etableres anden adgang. Her vil bedste løsning være en udvendig placering. Der vil være omkostninger forbundet med dette.

Konsekvenser for ombygningsprojekter

De nye grænseværdier har betydning for ombygningsprojekter, som involverer enten tagudskiftning eller etablering af ventilation. Ved tagudskiftninger bør der samtidigt ske en sanering af loftsrum, så gammelt isoleringsmateriale og evt. andet materiale på loftet fjernes og rummet rengøres efter gældende forskrifter. Det er ikke muligt at etablere ventilation i de berørte tagrum uden en sanering. Det vil i begge tilfælde fordyre projekterne. Alternativt undlades etablering af ventilation. Der er p.t. 3 ombygningsprojekter, hvor problematikken har betydning.

Astrup Skole, hvor der er asbesttag, og hvor der i forbindelse med ombygningen skulle etableres ventilation. Her er etablering af ventilation taget ud af projektet og afventer tagudskiftning, når det skønnes nødvendigt. Tagrummet skal saneres i den forbindelse for at kunne etablere ventilationen. Der er ikke myndighedskrav om etablering af ventilation.

K-klasser Arden Skole. Her er taget tidligere udskiftet, men den gamle isolering er ikke og der ligger stumper af det gamle asbesttag i tagrummet. Dvs. her ved vi, at der er forhøjet risiko. Da der er tale om en anvendelsesændring fra ungdomsskole til specialklasser, er det et myndighedskrav, at der skal udføres ventilation. Sanering af tagrum og etablering af ventilation sker i starten af skolernes sommerferie, hvor der ikke er børn og medarbejdere i bygningen. Der forventes en ekstraudgift på ca. 350.000 kr. Det er endnu usikkert, om denne kan holdes indenfor de midler, som er afsat til uforudsete udgifter.

K-klasser i blok 3 på Mariager Skole. I forbindelse med ombygningsprojektet har vedligeholdelsesgruppen i Ejendomme besluttet at udskifte asbesttagene i blok 1 og 2 samtidigt med taget på blok 3, fordi der er problemer med utætheder generelt. Ejendomme tilfører midler til projektet fra vedligeholdelseskontoen til selve tagudskiftningen. Der forventes en ekstraudgift til asbestsanering på 1,3 mio. kr.

De nye grænseværdier vil fremover få stor betydning for især udgifterne til tagudskiftninger, som Ejendomme udfører løbende som en del af vedligeholdelsesopgaven. Der vil skulle anvendes flere midler til dette samt til saneringer af tagrum, hvor der tidligere har været asbesttage og øvrige rum med asbestforurening. Der vil desuden være engangsudgifter forbundet med at flytte lemme. Der er endnu ikke overblik over, hvor store udgifterne til at flytte lemmene bliver. Det afhænger af en ny mulig placering.

I budgettet for vedligeholdelse af kommunale bygninger er der ikke taget højde for den øgede udgift til asbestsanering af loftsrum og øvrige rum med asbestforurening. Direktionen vil derfor i budgetoplæg for 2026 indarbejde en pulje på 1 mio. kr. årligt til formålet. Beløbet er dels estimeret ud fra en forudsætning om, at der årligt udskiftes ét tag og/eller udføres én asbestsanering af tagrum, hvor der tidligere har været asbesttag, samt eventuelle øvrige rum med asbestforurening. Dels ud fra de estimerede merudgifter for sanering i projektet vedrørende K-klasser i Arden, hvor der er der tale om et forholdsvist lille tagrum, og sanering af tagene på Mariager Skole, hvor der er tale om et forholdsvist stort tag- og loftsrumsareal.

Økonomi
Puljen på 1 mio. kr. vil indgå i direktionens budgetoplæg for 2026.

- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler