ForsideMariagerfjordMads og Naja kører sammen til gymnasiet - samkørsel hitter blandt unge...

Mads og Naja kører sammen til gymnasiet – samkørsel hitter blandt unge i Mariagerfjord

- Annonce -

Mads og Naja kører sammen til gymnasiet – samkørsel hitter blandt unge i Mariagerfjord

Flere unge i Mariagerfjord Kommune får nu mulighed for at komme lettere til skole, job og fritidsaktiviteter – uden selv at eje en bil. En ny samkørselsordning skal styrke mobiliteten og fællesskabet ved at gøre det lettere for borgere at dele køreture.

Ordningen hedder nabogo og bygger på en digital platform, hvor borgere kan tilbyde eller finde et lift med andre, der alligevel skal samme vej. Det er ikke en taxatjeneste, men en fleksibel løsning mellem private, som udnytter de mange tomme sæder, der dagligt kører rundt i kommunen.

– Vi ønsker at give vores borgere, og især de unge, bedre muligheder for at deltage aktivt i fællesskabet. Det er desværre sådan, at man hurtigt bliver isoleret, hvis man ikke har adgang til transport, særligt i landdistrikterne. Med samkørsel kan vi skabe mere frihed og sammenhængskraft. Det er ikke bare transport. Det er nøglen til mere deltagelse og livskvalitet, siger Henrik Sloth, formand for Udvalget for Teknik og Miljø.

Lav pris og grøn gevinst
Erfaringer fra en pilotperiode i 2024 viser, at samkørsel har stort potentiale. I Nordjylland blev der gennemført over 60.000 ture, og antallet har allerede overhalet brugen af NT’s andre fleksible tilbud som Flextur og Plustur. Samtidig er udgiften pr. rejse lavere, og miljøregnskabet ser bedre ud: færre biler på vejene betyder nemlig mindre CO₂ og mindre trængsel.

For at få endnu flere til at tilbyde lift, giver fjordkommunen nu et tilskud på 10 kroner pr. gennemført samkørsel. Chaufføren får pengene, mens passageren betaler en lav brugerbetaling. De første 10 kilometer er gratis, og derefter koster det 0,75 kroner pr. kilometer op til 50 km, og 0,50 kr. pr. kilometer derover.

– Vi har tydeligt set i pilotprojektet, at selv et lille tilskud kan have en stor effekt. Når chaufføren får lidt igen for at tilbyde en tur, så stiger villigheden markant. Og det gør det lettere for passagerer at finde et lift. Samtidig er det en løsning, der både sparer kommunen penge i forhold til andre transporttilbud, og som er langt mere bæredygtig. Det er simpelthen god, grøn økonomi, forklarer projektleder Anders Lynge Haagensen.

Nu kan vi selv bestemme
En af dem, der allerede bruger ordningen, er 18- årige Mads Hostrup, 2. års elev på Mariagerfjord Gymnasium. Han bor i Hadsund og tager dagligt samkørsel til Hobro og tilbage igen.

– Jeg har brugt samkørsel siden min kammerat fik kørekort i september, og det har virkelig gjort min hverdag nemmere. Før var jeg bundet af busser, som ikke passede med mit skema. Jeg skulle meget tidligt op om morgenen, og havde svært ved at nå retur til mit arbejde i SuperBrugsen efter skole. Nu kan vi selv bestemme, hvornår vi tager hjem, og så er det bare hyggeligt at følges hver dag.

17-årige Naja Lübeck fra Hadsund går også i 2.g på Mariagerfjord Gymnasium, og hun stortrives også med ordningen.

– Vi har kørt sammen siden februar, og nogle gange er det bare min veninde og jeg, andre gange har vi en fælles veninde eller kæreste med. Det aftaler vi løbende, som det passer med vores skema. Vi hygger os rigtig meget med løsningen, som også er meget billigere for os.

Både Mads og Naja ser også frem til, at Fjordexpressen kører mellem Hadsund og Hobro hver time fra august, som en ekstra fleksibel mulighed.

Økonomisk og regional opbakning
Kommunens årlige udgift til platformen og tilskuddet er beregnet til cirka 119.000 kroner – en relativt lav pris sammenlignet med andre fleksible løsninger, som de såkaldte Flextur og Plustur. Samtidig har Region Nordjylland besluttet at dække ture over 40 km samt kørsel til og fra ungdomsuddannelser, hvilket styrker tilbuddet yderligere for unge.

Ordningen bliver fra 2026 en fast del af NT’s mobilitetsudbud og bliver tilgængelig for alle borgere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Nordjylland.

– Det er ikke altid, vi kan dække alle områder med traditionel kollektiv trafik, men med samkørsel bygger vi oven på de løsninger, vi har og involverer borgerne aktivt. Det er fremtidens måde at tænke transport på, især i en kommune som vores, hvor afstandene kan være store, og fællesskabet vigtigt, siger Henrik Sloth.

Mariagerfjord Kommune vil evaluere indsatsen efter det første år pr. 1. januar 2026.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler