Peder Henriksen stopper som Børne- og Ungdomsudviklingstræner i Hobro IK
Som led i den fortsatte og fremtidige udvikling af Hobro IKs ungdoms- og talentafdeling samt optimeringen af ansvar og opgaver i klubben er vi blevet enige med Børne- og Ungdomsudviklingstræner Peder Henriksen om at stoppe samarbejdet, oplyser Hobro IK på deres hjemmeside.
Teknisk chef Lars Justesen siger om beslutningen:
⁃ Vi er sammen kommet frem til, at der er afgørende forskel på, hvad der her og nu er bedst for Hobro IK i forhold til vores aktuelle behov og hvilke ønsker Peder har til fremtiden. På den baggrund er vi blevet enige om at gå hver til sit.
⁃ Vi vil gerne takke Peder for indsatsen i Hobro IK, hvor han har bidraget positivt til vores klub med professionalisme, hårdt arbejde og en stor fodboldfaglighed. Peder har derudover været medvirkende til at sætte mere struktur på samarbejdet med vores samarbejdsklubber og bragt dem tættere på Hobro IK. Vi er dog nu et sted, hvor vi ser fremtiden forskelligt, hvilket danner grundlag for at vi nu stopper samarbejdet.
Peder Henriksen sætter ord på tiden i Hobro IK:
⁃ Jeg har været rigtig glad for min tid i Hobro IK. Det er en fodboldklub der arbejder hårdt og i græshøjde på rigtig mange områder for hele tiden at gøre det endnu bedre i morgen. Både for bredden – og for at bevare sin position i toppen af dansk fodbold.
⁃ Men når alt kommer til alt, skal enderne passe sammen. Og her må vi desværre konstatere, at der ikke er et optimalt match mellem Hobro IK’s og mine ønsker for fremtiden.
Peder Henriksens opgaver overdrages i første omgang til Talentchef Martin Ingvorsen. Processen omkring ansættelsen af en ny Børne- og Ungdomsudviklingstræner er igangsat.