Frederik Dietz og Marius Jakobsen hædret ved Hobro IK’s afslutningsfest
Der var både glæde og rørte øjeblikke, da Hobro IK fredag aften holdt spillernes afslutningsfest hos Sparekassen Danmark. Aftenen bød blandt andet på den traditionsrige kåring af Årets Spiller og Årets Talent – og i denne sæson gik hæderen til to spillere, der begge har sat tydelige aftryk på holdet.
Frederik Dietz blev kåret som Årets Spiller 2024/25, og det var en tydeligt berørt prismodtager, der tog ordet foran sine holdkammerater og klubbens folk.
– “Denne trøje betyder utrolig meget for mig, og det tror jeg, at alle herinde ved. Det her er rigtigt stort for mig – sådan en Hobro-dreng. Og jeg ser den her sæson lidt ligesom for to år siden: Nu er vi bare klar til at angribe den kommende sæson og blive endnu bedre, fordi vi har et hold, som kan blive pisse gode. Så tusind tak for denne pris,” sagde Frederik Dietz i sin takketale.
Årets Talent 2024/25 blev Marius Jakobsen, som også har markeret sig stærkt i løbet af sæsonen. Begge spillere har vist stort engagement og været vigtige profiler – ikke kun på banen, men også i omklædningsrummet og som rollemodeller for de yngre spillere.
Kåringerne er baseret på stemmer fra klubbens trænere, ledere, bestyrelse og ansatte – og vidner om den anerkendelse, som de to spillere har opnået i løbet af sæsonen.
Stort tillykke til både Frederik Dietz og Marius Jakobsen med de flotte hædersbevisninger.