”De rejseglade jyder” runder 150 medlemmer – og er nu Danmarks største private rejseklub for pensionister
Der er god grund til at juble hos rejseklubben De rejseglade jyder, som har hjemme i Mariagerfjord Kommune. Klubben, der henvender sig til glade og sociale pensionister, har i den forgangne uge rundet medlem nummer 150 – og kan nu kalde sig Danmarks største private rejseklub for pensionister.
– ”Vi er ikke bare glade, vi er faktisk stolte over, at vi på få år har formået at etablere en rejseklub, der nu er landets største af sin slags,” siger klubbens formand Jan Schwartz og tilføjer:
– ”Det viser jo tydeligt, at behovet for at komme ud og få nogle oplevelser sammen med andre er stort – og det vokser stadig.”
Rejseklubben har ikke kun fokus på selve rejserne, men lægger mindst lige så stor vægt på det sociale fællesskab.
– ”Vores klub bygger ikke bare på udflugter og ture – det er fællesskabet, der er i centrum. Et af vores mottoer er ’Ingen skal rejse alene’, og det er noget, vi lever efter. Vi har da også oplevet, at nogle medlemmer har fundet hinanden og nu danner par – det er jo fantastisk!” siger Jan Schwartz.
Flere af medlemmerne betegner endda rejseklubben som deres ”familie”, fortæller han. Det er her, de møder nye mennesker og får venskaber, som betyder meget i hverdagen.
Udsolgte ture og nye eventyr i vente
Populariteten kan mærkes. Mange af rejserne bliver hurtigt udsolgt, og interessen for at komme med er kun stigende. Klubben arrangerer både dagsudflugter i Danmark og længere ture til udlandet – og medlemmerne har noget at glæde sig til i de kommende år.
– ”Vi er allerede godt i gang med rejseplanerne for 2026, og her starter vi med at spørge: Vil du med til Athen?” siger Jan Schwartz med et smil.
Planerne byder blandt andet på en rejse til Grækenlands hovedstad i maj 2026, samt spændende ture til Riga og Albanien senere samme år. Men inden da går turen blandt andet til Livø i september 2025 og til Vesløs Kro i oktober – hvor der står stegt ål ad libitum på menuen.
– ”Vi afholder også to årlige fællesmøder, hvor medlemmerne mødes og genopfrisker rejseminder over kaffe og kage. Det er rigtig hyggeligt, og noget mange prioriterer højt,” siger Jan Schwartz.
Klar til fremtiden
Med milepælen i hus og masser af nye rejsemål i horisonten er det tydeligt, at De rejseglade jyder har ramt en nerve hos mange seniorer.
– ”Vi føler et stort ansvar, nu hvor vi er blandt de største rejseklubber. Men vi har en klar plan for, hvordan vi sikrer os, at alle føler sig godt tilpas. Det er fællesskabet, der gør det hele værd – og det vil vi holde fast i,” slutter Jan Schwartz.





