Af agronom Gunner Buck, Hadsund
Svar til Jens Riise Dalgaard: Mariager Fjord ramt af fortidens synder
Jens Riise Dalgaard (S) medlem af byrådet for Mariagerfjord Kommune, skriver i Mariagerfjordposten.dk, at årets iltsvind i Mariager Fjord er det værste i 20 år.
Hr. Dalgaard er også formand for Grøn Trepart Mariagerfjord.
Han hævder ligeud, at det er landbrugets skyld, og at der skal fjernes mindst 208 tons kvælstof om året – en tredjedel af den samlede belastning med kvælstof.
Bemærkelsesværdigt er det, at hr. Dalgaard intet bemærker om de enorme mængder slam, der ligger i den dybe del af Mariager Fjord.
Efter min bedste overbevisning er det fortidens synder, der er årsag til, at fjorden har det skidt.
Der findes enorme mængder af fosforholdigt, organisk slam i den dybe del af inderfjorden.
Vi hører aldrig om iltsvind i Randers Fjord. Den fjord får vand fra Gudenå og Nørreå, som afvander langt, langt større landbrugsarealer, end vandløbene til Mariager Fjord gør.
Forskellen er, at Mariager Fjord er en tærskelfjord med en meget dyb inderfjord, der får et meget beskedent vandskifte med Kattegat, fordi yderfjorden fra Dania til Als Odde alene har dybde i sejlrenden og ellers er ganske lavvandet.
LÆS OGSÅ: Jens Riise Dalgaard: Mariager Fjord og vandmiljøet er i krise – vi skal handle nu
Den dybe inderfjord skyldes åbenbart en kæmpemæssig isklump efter istiden.
Mariager Fjord ligner således mere en sø eller et nor end øvrige østjyske fjorde – bortset fra Flensborg Fjord, der har lidt af samme anatomi.
Mariagerfjord er den af de danske fjorde, der er mindst præget af landbrug i sit opland.
Der er mange udsagn om, at den dybe inderfjord rummer enorme mængder af fosforholdigt, organisk slam, som er tilført med industrispildevand, toiletskyl og andet spildevand fra boliger gennem de 100 år, der gik fra man fik vandskyllede toiletter, og til man fik styr på rensning af spildevandet.
Organisk affald som fra en by med 120.000 indbyggere
Jeg fandt for en del år siden en rapport, som F.L. Smith og kommunerne omkring fjorden udarbejdede om fjordens vandkvalitet i 1971.
Dengang udledte en af spritfabrikkernes fabrikker i Hobro hvert år lige så meget organisk affald til fjorden, som der ville være blevet udledt fra en by på 120.000 indbyggere.
Derfor en stor ros til det store arbejde med at føre kloakker uden om fjorden og til det ret nye rensningsanlæg her i Hadsund, hvorfra det rensede spildevand føres et godt stykke ud i Kattegat. Det gavner fjorden.
Men der er vist aldrig gjort alvorligt mente tiltag til at fjerne – eller pumpe ilt ned i – de enorme mængder slam i dybet af inderfjorden, der betyder, at en del af fjorden altid er død, og at skellet mellem iltfattigt og iltrigt fjordvand bevæger sig op og ned afhængigt af vejrliget.
I 1997 var det en lang og meget varm periode, der fik fjorden til at kollapse, så der stank af svovlbrinte omkring det meste af fjorden – i hvert fald fra Hadsund til Hobro.
Samme stank – som af rådden tang – kan man få i næsen næsten hver sommer, når man kører fra Assens til Mariager – altså langs den dybeste del af fjorden.
Fjorden var en kloak
I 1997 blev skylden for fjordens ”bundvending” alene placeret på dansk landbrug med krav om afgift på kvælstofgødning, selv om alle omkring fjorden havde bidraget til, at fjorden var en kloak.
Det var også den bundvending, der medførte, at vi fik den første vandmiljøplan.
Her er det værd at huske, at der skal flere næringsstoffer til at skabe vækst i alger og andre planter – primært kvælstof og fosfor.
Og det er nok nemmere at fjerne fosfor, end det er at styre kvælstof.
Men det glemmer hr. Dalgaard i sin iver for igen at få placeret skylden for iltsvind på dansk landbrug.
Der er store mængder kvælstof opmagasineret i jorden.
Derfor kan man ikke stoppe udledningen lynhurtigt som ved at lukke en vandhane.
Det bildte miljøfolk og politikere ellers befolkningen ind i forbindelse med den første vandmiljøplan, selv om de godt vidste, at det ville tage årtier at stoppe eller reducere udvaskningen af kvælstof.






Kære Gunner Buck.
Du kæmper tappert for at frikende landbruget for ansvar for det danske kystmiljø. Mariager fjord har fået sin del af udledninger af alt muligt historisk set. Men nu er det sådan i dagens Danmark at 70 % af de udledninger, som volder problemer, der tilføres Mariager fjord idag, stammer fra landbruget. Det nytter ikke noget at bruge historien til at frikende landbruget !! Det er rigtig godt at der i fremtiden stilles større krav om miljørigtig dyrkning og beskyttelse af vores drikkevand i Danmark.
Kære Gunner Buck
Jeg synes, det er en meget interessant sag, som du bringer frem her. Det vil jeg rose dig for.
For at diskutere et emne som fjorden og dens tilstand er vi nødt til at have adgang til alle fakta – ikke kun udvalgte højdepunkter. Hvis det er korrekt, som du her angiver, at den indre fjord er voldsomt forurenet og fortsat tilfører stærk forurening fra det omtalte slam, så er det nyt for mig og mange andre.
Det bør helt sikkert undersøges. Det handler i øvrigt ikke om et frikende landbruget, men heller ikke anklage – det handler om at gøre det rigtige. For at gøre det rigtige skal alle fakta på bordet.
Kære Thorkild Løkke
Det er jo forunderligt, at du véd bedre end danske landmænd, hvordan markerne skal dyrkes miljørigtigt, og hvordan man beskytter drikkevandet i Danmark.
De rester af pesticider, der findes i dansk drikkevand og i danske fødevarer er få og små – især når vi sammenligner med landene i Sydeuropa.
Hvis du drikker to liter vand om dagen i 80 år og der i hver eneste liter findes pesticidrester helt op til den fastlagte grænseværd, så får du 6 mg eller det halve af den mængde giftstoffer, der findes i en cigaret.
Nu bliver der hurtigt skredet ind, hvis der findes pesticidrester op til grænseværdien i drikkevandet. Derfor svarer den mængde pesticider, du kan få med dansk drikkevand til den mængde gift, du kan få ved få hiv på en cigaret… en gang i livet.
Det er jo også forunderligt, at kraftigt iltsvind findes f.eks. i Aarhusbugten og ud for Horsens og Vejle fjorde samt især i farvandet mellem Fyn og Tyskland og i Østersøen omkring Bornholm, hvor vandet er belastet af udløbene fra de østeuropæiske floder. Putin får ikke renset sit spildevand så godt som vi gør i Danmark.
Men der berettes også om mange overløb fra spildevandsledninger så snart det regner. Nylig var det helt galt ved Thisted. Ofte er det også galt omkring Aalborg. Og i København er der hvert år betydelige udslip af københavnergylle – blot for at nævne få af de steder, hvor det ofte er galt.
Thorkild, du bør hente og studere den nyeste rapport om iltsvind i danske farvande, der er udgivet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.
Den rapport beskriver bl.a., hvordan iltsvind bevæger sig op og ned i dybet i Mariager Fjord… der hvor jeg skriver om enorme slam, der blev udledt fra toiletter og industrier mm i årtier, inden vandet blev renset ordentligt.