Gaseksplosion i container på Lillevej i Arden – 67-årig mand kom til skade
En 67-årig mand fra Arden måtte søndag formiddag køres på sygehuset, efter en container på Lillevej pludselig eksploderede, idet han åbnede døren.
Ifølge Nordjyllands Politi var manden ved bevidsthed efter ulykken, og der er umiddelbart ikke tegn på, at han er i livsfare. Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi, som dog endnu ikke har yderligere oplysninger om mandens tilstand.
Politiets foreløbige vurdering er, at en varmeblæser inde i containeren i løbet af natten er gået ud. Det har fået gas til at samle sig, og da manden søndag formiddag åbnede containeren, udløste det en gaseksplosion.
Der er intet, der på nuværende tidspunkt peger i retning af mistænkelige omstændigheder, og politiet efterforsker hændelsen videre.
Både politi, ambulance og beredskab rykkede ud lidt før klokken 11, og flere beboere i Arden kunne mærke rystelser og brag fra eksplosionen.





