Lørdag d. 7. januar afholdt Mariager Fjord Orienteringsklub sit traditionsrige ”Nytårsløbet”.
Løbet, der samtidig er det første ordinære O-løb i Nordkredsens regi, blev i år afholdt i Linddale og Thygeslund skove ved Hadsund, og der var hele 103 deltagere fra primært de midt- og nordjyske O-klubber.
Stævneleder var den lokale Carl Henrik Pedersen, som denne dag først og fremmest repræsenterede Mariager Fjord OK, men samtidig har han et ben i Hadsund Roklub, som netop lagde husrum til stævneplads og målområde, og tillige var der her mulighed for bad og omklædning samt hygge efter løbet.
Selve starten på Nytårsløbet var henlagt til legepladsen bag spejderhytten på Markedsgade, og derfra blev de godt 100 O-løbere sendt direkte ud i den temmelig kuperede Linddale-skov. Herefter kom løberne ned gennem det forholdsvis åbne område Højmarken inden passagen over Hobrovej. Så ventede der løberne nye kuperede bakker og tillige meget våde og sumpede vandløb i Thygeslundskoven, inden målet blev nået ved stævnepladsen på Hadsund Roklubs arealer.
Banelægger fra klubben var Keld Østergaard, bistået af banekontrol Jørn Blom, og der var kreeret nogle meget spændende og udfordrende baner, kunne løberne efterfølgende berette om.
O-løberne fordelte sig på hele 9 forskellige baner, hvoraf de 6 baner var i kategorien svære og med længder på 3,5 km. til 8,0 km. Ligeså kunne man deltage på 2 mellemsvære baner på 4,5 km. og endelig en let bane på blot 3,0 km.
Arrangørklubben stillede selv med hele 29 løbere, og hvorvidt de kunne betragtes som værende ”hjemmebaneløbere” eller ej, skal være usagt.
LÆS OGSÅ: Status for det videre arbejde med at planlægge studietur i 2023 for Udvalget for Kultur og Fritid
Bedste resultater i de 9 forskellige klasser blev til flg.:
Bane 1: Vinder Jeppe Edvardsen fra OK Snab i 43.55. På 2. pl. og blot 4 sek. efter blev det Rico Hejlskov Mogensen i 43.59. 3. pl. gik til Rasmus Djurhuus OK Pan i 44.02.
Bane 2: Vinder Kent Kragh OK Pan i 46.03. 2. pl. til Ebbe Møller Nielsen OK Pan i 47.20. 3. pl. til Morten Pedersen OK Pan i 1.01.57. Her kom Lars Jensen fra Mariager Fjord OK ind på 4. pl. i 1.02.01.
Bane 3.a: Vinder Martin Christensen Mariager Fjord OK i 59.43. Nr. 2 til Søren Bak Aalborg OK i 1.01.11. 3. pl. til Gert Kristensen Randers OK i 1.05.41.
Bane 3.b: Vinder Astrid Gylling Hougaard Aarhus 1900 Orientering i 57.35. 2. pl. til Britt Hermanrud Silkeborg OK i 1.05.03. 3. pl. til Bettina Gjedde Mariager Fjord OK i 1.05.53.
Bane 4.a: Vinder Uffe Rasmussen i 42.13. 2. pl. til Ole Gjøderum Aarhus 1900 Orientering i 45.26. 3. pl. til Jens Christensen Mariager Fjord OK i 45.51.
Bane 4.b: Vinder Pia Hejlskov Mogensen Mariager Fjord OK i 42.07. 2. pl. til Ann Dorrit Hansen OK Djurs i 56.26. 3. pl. til Rigmor Schou Mariager Fjord OK i 57.01.
Bane 5.a: Vinder Gert Lundorff Mariager Fjord OK i 47.44. 2. pl. til Orla Jokumsen Mariager Fjord OK i 47.48. 3. pl. til Lasse Madsen Mariager Fjord OK i 49.20. 4. pl. til Peter Andersen Mariager Fjord OK i 1.02.35.
Bane 5.b: Vinder Hanne Skovrider Mariager Fjord OK i 54.01.
Bane 6: Vinder Freja Skovrider Mariager Fjord OK i 34.10. 2. pl. til Helle Sjørup Nielsen Aalborg OK i 54.30. 3. pl. til Thorkil Mølle Mariager Fjord OK i 54.34. 4. pl. til Lone Mølle Mariager Fjord OK i 54.39.