Fantastisk år i Brugsen Øster Hurup: Omsætningsrekord, udvikling og nye investeringer
2025 har været et helt særligt år for Brugsen i Øster Hurup. Butikken kan se tilbage på et år med markant fremgang, omsætningsrekord og en gennemført totalrenovering – og det gode resultat har allerede banet vejen for nye investeringer i en endnu bedre butik.
Sommeren 2024 trådte Alex Mosbech Jensen til som konstitueret uddeler i Brugsen Øster Hurup, og senere blev han fastansat i stillingen. Opgaven var klar fra start: En nedadgående omsætning skulle vendes, driften skulle være positiv – også uden for sæsonen – og butikken skulle styres sikkert gennem en omfattende renovering.
– “Målene var ambitiøse, men nødvendige. Vi skulle stoppe omsætningsnedgangen, sikre en sund drift og samtidig skabe udvikling. Det har krævet, at vi har haft speederen i bund hele vejen – også når vi har mødt modstand,” siger Alex Mosbech Jensen.
Udviklingen har været markant. 2024-omsætningen blev reddet, 2025 samlede omsætning var nået allerede i starten af november, og Brugsen Øster Hurup har senest sat ny rekord for den højeste omsætning nogensinde inklusiv benzin.
Samtidig har butikken gennemgået en totalrenovering, der har løftet niveauet markant.
– “Vi står i dag med en flot butik, som er mere et supermarked end tidligere. Omsætningen er steget markant både i sæsonen og uden for sæsonen, og vi overholder budgettet – faktisk lidt bedre end forventet. Det gør mig enormt stolt,” siger han.
Det gode resultat har allerede udløst den første nye investering i butikken. Der er nemlig besluttet at investere i en ny og mere moderne pantmaskine, som skal give kunderne en bedre oplevelse.
– “Når det går godt, skal vi også turde investere. Derfor har vi allerede sat gang i den første nye forbedring, og en ny pantmaskine forventes klar omkring uge 8 i 2026. Det er endnu et skridt i retning af at gøre Brugsen Øster Hurup endnu bedre for vores kunder,” siger Alex Mosbech Jensen.
Han lægger samtidig stor vægt på, at succesen er et fælles resultat og sender en stor tak til både personalet, bestyrelsen i Hadsund, butiksrådet i Øster Hurup, samarbejdspartnere og ikke mindst kunderne.
Året er endnu ikke slut, men blikket er allerede rettet mod fremtiden.
– “Nu skal vi have sluttet året godt af, og så går vi i gang med 2026, hvor der venter nye mål og budgetter. Selvom vi har haft et vildt godt år, er der stadig mere at hente – og til næste år bygger vi jo ikke om de første måneder, som vi gjorde i år,” siger han med et smil.




