Mindeord for Gitte Vestergaard Jakobsen
Vores gode kollega Gitte Vestergaard Jakobsen sov stille ind mandag 11. maj. Med hendes bortgang har Mariagerfjord Kommune mistet en særdeles værdsat og respekteret medarbejder i Hjemmeplejen, som gennem 29 år har gjort en stor forskel for både borgere og kollegaer.
Gitte var drevet af et oprigtigt ønske om at hjælpe mennesker og skabe de bedst mulige løsninger for borgerne. Hun mødte andre med omtanke og respekt, og hun var vellidt af alle omkring sig. Hendes måde at være på skabte tryghed og tillid, både blandt kollegaer og de borgere, hun var i kontakt med.
Hun var et menneske med stærke værdier og gode perspektiver. Gitte var altid ordentlig i sin tilgang, velovervejet i sine udtalelser og pligtopfyldende i sit arbejde. Hun tog ansvar med stor samvittighedsfuldhed og havde en naturlig respekt for både mennesker og arbejdsopgaver.
Gitte vil blive husket for sit engagement, sin omsorg for andre og den store forskel, hun gjorde gennem mange år i kommunen.
Æret være Gittes minde.
Kollegerne i Hobro Syd Hjemmepleje




