ForsideHobroHavefestival i Bies Have blev en kæmpe succes

Havefestival i Bies Have blev en kæmpe succes

- Annonce -

Havefestival i Bies Have blev en kæmpe succes

Den første udgave af Havefestival i Bies Have i Hobro blev en langt større succes, end arrangørerne havde turdet håbe på. Den smukke historiske have dannede lørdag ramme om en dag fyldt med blomster, haveliv, musik, madoplevelser og masser af besøgende.

Bag arrangementet stod foreningen Blomsterglæder, som består af de fem haveentusiaster Jette Vinterberg, Jane og Ole Mogensen, Lone L. Skaarup samt Dorthe Lund. Og efter festivalen er der ingen tvivl om, at de mange måneders planlægning bar frugt.

– Vi skønner, at der har været op mod 2.500 gæster i den smukke gamle have i løbet af dagen. Det var simpelthen en skøn dag. Vi havde rigtig mange lokale gæster, men også mange fra oplandet, og flere kom langvejs fra for at opleve festivalen, fortæller Dorthe Lund.

Hele 35 stadeholdere deltog på dagen og fyldte haven med alt fra planter og blomster til kunsthåndværk og inspiration til haven. Besøgende kunne blandt andet opleve et stort udvalg af pelargonier, tomatplanter, liljer, stauder, roser, træer og buske samt engletrompeter dyrket af lokale haveejere.

Lenes Liljer præsenterede et stort udvalg af liljer og holdt samtidig foredrag i Ishuset, mens der også blev solgt keramik, haveskulpturer og forskellige produkter til udelivet.

HØ Stål viste deres sortiment af stålbede, bålfade og skamler frem, og på Store Torv demonstrerede Peter Bisgaard & Co. forskellige havemaskiner. Samtidig viste Skousen forskellige grill frem for de mange interesserede gæster.

Festivalen bredte sig også ud over selve haven. Arrangørerne havde etableret wayfinding fra gågaden til Bies Have ved hjælp af spejlbassiner, og både Rud Thygesen Arkivet og Kunstetagerne holdt ekstraordinært åbent med indgang fra Bies Gård.

– Der var rigtig mange besøgende begge steder, og det var dejligt at mærke, hvordan hele området summede af liv hele dagen, siger Dorthe Lund.

Også de lokale madsteder mærkede den store interesse. Sisse fra Bies Bryghus meldte om totalt udsolgt til frokost ad to omgange, mens Humlebiernes ølsalg i haven også blev en stor succes. Dusinus’ pølsevogn havde lange køer det meste af dagen, og i Ishuset kunne gæsterne nyde kaffe, kage, fællessang og musikalsk underholdning.

Om festivalen vender tilbage næste år, er endnu ikke endeligt besluttet.

– Vi evaluerer arrangementet i juni og tager beslutningen der. Men mon ikke, siger Dorthe Lund med et smil.

Bies Have dannede en smuk ramme om Havefestivalen, hvor besøgende kunne opleve blomster, planter, kunsthåndværk og hyggelig stemning. Her er det Blomsterbindere på slap line under ledelse af Jeanette Veng. Foto: Erik Røgild
Haveekspert Søren Vester tiltrak mange nysgerrige gæster under Havefestival i Bies Have, hvor interessen for haveliv og planter var stor hele dagen. Foto: Erik Røgild
Ishuset i Bies Have var fyldt med gæster til kaffe, kage, fællessang og musikalsk underholdning under festivalen. Foto: Erik Røgild
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler