ForsideHobroKæmpe oplevelser på Færøerne skabte nye venskaber hos skoleelever i Hobro

Kæmpe oplevelser på Færøerne skabte nye venskaber hos skoleelever i Hobro

- Annonce -

Kæmpe oplevelser på Færøerne skabte nye venskaber hos skoleelever i Hobro

Eleverne i 5. og 6. klasse på Hobro Friskole er netop vendt hjem efter et uforglemmeligt genbesøg på Færøerne, hvor de har boet privat hos færøske familier og oplevet både natur, kultur og stærke fællesskaber helt tæt på.

Turen er en del af et større udvekslingsprojekt mellem Hobro Friskole og Litliskúli i Tórshavn, støttet af Nordplus Junior. Målet er at give eleverne internationale oplevelser allerede i en ung alder og styrke deres mod, nysgerrighed og forståelse for andre kulturer.

For eleverne blev turen fyldt med oplevelser, som sent vil blive glemt. To piger fra klassen kom blandt andet med ud på Atlanterhavet i motorbåd, hvor de oplevede både delfiner og søpapegøjer på tæt hold.

– Vi var vildt trætte, fordi det var første dag efter en lang rejse – men det glemte vi fuldstændig, da vi så dyrene, fortæller Sarah Mai Nielsen fra 6. klasse.

Under opholdet deltog de danske og færøske elever i fælles projekter inden for blandt andet film, kunst, drama, musik, sprog, arkitektur og outdoor-liv. Samtidig blev der skabt stærke relationer på tværs af landegrænser.

Ifølge klasselærer Teitur Gásadal fra Færøerne har mødet mellem eleverne haft stor betydning:

– Vi kan mærke, at vores børn på bare 14 dage sammen med de danske elever er blevet langt mere modige til at tale dansk. Det er ret vildt.

Da turen gik hjemad mod Danmark, var afskeden følelsesladet. Mange af eleverne havde svært ved at sige farvel til deres nye venner.

– Vores børn har været fantastiske rejsende. De har været åbne over for en anden kultur og et andet folkefærd, og de har støttet hinanden, når noget var svært. Vi er virkelig stolte af vores unger, siger skoleleder Per Ølholm.

Udvekslingsrejserne er en vigtig del af Hobro Friskoles arbejde med dannelse og fællesskab. Allerede i 4.-5. klasse møder eleverne andre kulturer gennem samarbejde med en friskole i København med mange muslimske elever. I 6.-7. klasse går turen til Færøerne med privat indkvartering, og i 8.-9. klasse afsluttes forløbet med en længere rejse til et land i Europas udkant med en markant anderledes kultur.

Den storslåede færøske natur dannede rammen om en uforglemmelig oplevelse for eleverne fra Hobro Friskole. Foto: privat
Eleverne deltog i fælles projekter med deres færøske værter inden for musik, drama, kunst og outdoor-liv. Foto: Privat
Turen til Færøerne bød på både fællesskab, kulturmøder og store naturoplevelser for eleverne. Foto: Privat
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler