Voldsom brand på savværk i Døstrup
Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab rykkede i går aftes massivt ud til en industribrand på Døstrup Savværk & Emballage Fabrik.
Alarmen indløb klokken 21.29, hvor der blev meldt om brand i en dobbelt lagerhal på virksomheden. Kort efter oplyste Nordjyllands Beredskab på det sociale medie X, at fem brandstationer og i alt 13 køretøjer deltog i slukningsarbejdet.
Branden udviklede kraftig røg, som kunne ses flere kilometer fra brandstedet, og indsatsen fortsatte gennem natten.
Ifølge oplysninger fra Nordjyllands Beredskab til TV2 Nord lykkedes det brandfolkene at begrænse ilden, så den ikke spredte sig til andre bygninger eller virksomhedens maskiner. Der har desuden været brandvagt natten igennem for at holde øje med eventuelle genopblusninger.
Døstrup Savværk producerer blandt andet paller, træflis, barkflis, savsmuld samt lærketræ til legepladser og terrasser.
Ingen personer er meldt til skade i forbindelse med branden.
Årsagen til branden er endnu ukendt.









